Den, man ringer til

Jeg har haft det travleste efterår nogensinde. Indtil i sidste uge har min kalender set således ud:

Mandag: Skole, klezmerband, Street Band, orkester
Tirsdag: Skole, saxofonundervisning, orkester
Onsdag: Skole, arbejde, orkester
Torsdag: Skole, Big Band, orkester
Fredag: Skole, arbejde, måske fest... Det meste af tiden i hvert fald...

Så har weekenderne set forskellige ud, men jeg har altid haft gang i noget. Oveni alt dette har jeg lektier, øvning og en kæreste. Det har været lidt hårdt, og jeg har da ind i mellem haft brug for en eftermiddag, hvor jeg ikke skulle noget. I lørdags spillede jeg så koncert med Herlev Concert Band, hvor jeg har været vikar på et helt forløb. Det betyder, at jeg nu ikke længere skal noget onsdag aften, og det er en lettelse! Det har været helt vildt fedt at være vikar derude, og vi spillede en rigtig god koncert. Derudover er jeg vikar i Lyngby-Taarbæk Harmoniorkester om tirsdagen, og der har jeg fået den store ære at starte i orkestret efter nytår. Hvis du, kære læser, sidder og læser dette og tænker "hey, jeg skal ikke noget på lørdag", så tager du fejl! Du skal ind til Helligkorskirken på Nørrebro klokken 16.00 og høre Lyngby spille Sacre du Printemps, en fauns eftermiddag og march til skaffoldet. Det er skide god musik, og det bliver et brag af en koncert. Tag venner og familie med! Det bliver helt vildt fedt.

Det er efterhånden gået op for mig, at jeg næsten allerede har opnået det, jeg gerne vil med mit liv. "Næsten" er nok nøgleordet her, for det ville da være underligt at være "færdig" med livet som 16-årig.
Jeg stræber efter at være den, folk ringer til, hvis de har brug for en ekstra saxofon på et eller andet eller i en anden sammenhæng. Jeg har været vikar to steder, i Herlev og i Lyngby. Herlev har jeg været vikar i to gange nu. Det er dirigenten Jonas fra KKSO, som jeg spiller i om torsdagen, der dirigerer dem derude, og han kender mig godt i forvejen. Derfor er det ikke helt det samme chok at blive indkaldt til tjeneste derude, som det er at få et opkald fra en dirigent, der aldrig har hørt mig spille, men alligevel beder mig om at spille med i så godt et orkester, der skal spille så fabelagtig musik. Begge dele er fantastiske. Det er rigtig fed musik, der spilles, og det er skønne mennesker og dygtige musikere. Og så er der mig ;)

Nå, jeg vil til at runde dette indlæg af, men virkelig guys... Kom til den koncert på lørdag, det bliver helt sindssygt!

Carpe diem

Så kører vi igen

Lang tid er gået, siden jeg skrev mit sidste indlæg, og der er sket så meget i mit liv i mellemtiden.
For over et år siden startede jeg den her blog, og mine indlæg har ændret sig en del gennem tiden. Jeg ved, at de fleste, der læser den her blog, kender mig i virkeligheden, og mange ved sikkert alligevel, hvad der er sket i mit liv. Men nu kommer det altså alligevel!

Jeg er gået ud af folkeskolen og er startet på gymnasiet. I sommerferien var jeg på Vesterlund as usual, og jeg havde besøg af nogle dejlige amerikanere, der boede hos mig i noget tid.
Jeg er startet på Sankt Annæ Gymnasium, og det er fantastisk! Jeg er heldigvis havnet i den perfekte klasse. Alle er søde, hver og en, og det mener jeg virkelig. Der er ikke noget bitcheri (endnu), rent fagligt er det en forholdsvis seriøst klasse, og rigtig rigtig mange er vildt brainy. Det er enormt fedt, når det er svært at hænge på i undervisningen, fordi de andre speeder den op, og ikke fordi en eller anden person oppe foran tavlen drøner igennem materialet uden at stikke en finger i jorden og få os alle med. Rent socialt er min klasse også dejlig. Mange lærere siger, at vi er en god klasse, og det er vist ikke noget, de siger til alle. Og selv hvis det er, fuck it, jeg elsker min klasse. Der er selvfølgelig også en masse udover klassen. Jeg er havnet på MGK, som den opmærksomme læser måske har opdaget. Jeg går der sammen med en del fra min egen klasse og en del fra en anden klasse, og igen her er alle enormt søde og virkelig dygtige. Igen føler jeg, at jeg skal hænge på, og det er så motiverende, at alle andre er så dygtige på deres instrument, for jeg bliver jo nødt til at hænge på for at følge med! Derudover har den opmærksomme læser også lagt mærke til, at jeg har omtalt den kære Johan en masse i denne blog. Han er desværre ikke længere min kæreste, jeg er nu kærester med Mikkel (I skal nok lære at finde rundt i det). Han går også på Sankt Annæ, og han er selvfølgelig enormt sød. Han har også startet et klezmerband, jeg blev involveret i, før vi blev kærester. Vi er super nice og spiller klezmer. Vi hedder Shabbes Goy, og I vil elske os, når vi en dag bliver verdensberømte.
Hvad musikken angår er jeg med i rigtig mange ting nu. Jeg er blevet vikar i Herlev Concert Band for anden gang og i Lyngby-Taarbæk Harmoniorkester for første gang, og begge dele er en kæmpe ære! Igen er jeg et sted, hvor folk er rigtig gode til det, de gør. Kom og hør koncerterne! 10. november med HCB og 17. november med Lyngby, skriv lige til mig, hvis I vil vide mere, det bliver simpelthen så fedt, og jeg ville elske at se nogle venner der!

I skrivende stund er jeg pisse træt. Jeg kom hjem fra en fantastisk tur med orkestret Spilopperne (aka Bersærk) i går. Vi har været i Estland for at besøge vores venskabsorkester i Tartu, og hele turen var arrangeret af bestyrelsen, som jeg er en del af. Orkestret og bestyrelsen begynder at tage ny form nu, og vi bliver et helt specielt og innovativt stort orkester, bare vent!

Nu er I blevet opdateret, så kommer der nogle mere filosofiske indlæg i løbet af det næste stykke tid, until then: hold jer muntre, og kryds fingre for at min ven Oscar kommer afsted til Argentina for at spille VM i softball om fem dage, selvom han i dag har slået sit knæ helt forfærdeligt! Dejlige dreng, pas nu på dig selv <3

Kærlighed herfra
(til nye læsere kan jeg anbefale at læse nogle at de gamle indlæg, hvis I keder jer)

Pause

Ja, lige nu er det bestemt ikke sådan, at jeg ikke har noget på hjerte, for det har jeg. Hold da op, hvor ligger der mange filer på min computer lige nu. Problemet er bare, at en del af det, der optager mig aller mest, er meget personligt. Det er ikke personligt, fordi det går for tæt på mig, men fordi der nævnes navne. Der nævnes en masse ting, jeg er irriteret over, og jeg vil ikke lave et blogindlæg, der handler om, at jeg nu er sur på Gurli. Det skal jeg jo sige til hende, og hvis jeg ikke har the balls til at sige det til hende, skal jeg ikke lægge det ud på nettet. Jeg ved, en del fra orkestret læser min blog, og det er jeg enormt glad for. Ligeledes ved jeg, en del fra min klasse læser den, og mine forældre kigger også herinde ind i mellem. Det er ikke fordi, jeg vil bede disse mennesker om at holde op med at læse herinde, jeg er rigtig glad for at have så mange læsere. Men lige for tiden er det hele desværre meget personligt. Hvis ikke det bliver det, bliver det hurtigt sådan noget "nej se, solen skinner"-blog, og dem er der så mange af i forvejen. Men jeg lover at linke på min facebook, så snart der er noget nyt og spændende herinde. Indtil da må i nyde vejret, genudsendelserne og de billige hotdogs på Frederiksberg.
Kærlighed til folket

Jeg ved det ikke

Jeg har svært ved at forstå, hvordan folk opfatter mig. Nogen synes, jeg er super arrogant, når jeg fortæller om, hvad jeg ellers går og laver. Dem om det. Samtidig er der nogen, der synes, jeg er dum at høre på, og dem om det. Så igen er der nogen, der synes, jeg er sjov og nice, og det er jeg da glad for. Så er der nogen, der synes, jeg virker ekstremt tillidsfuld. Det er vel også meget rart, men nogle gange får jeg ikke rigtig en chance. Jeg kan sjældent vælge, hvilke informationer jeg får. Det er til tider i orden, andre gange er det meget belastende. Hvordan kan jeg både være super arrogant og tillidsfuld på en gang? Det har jeg svært ved at forstå. Nogle gange synes jeg, jeg får informationer for hurtigt til, at jeg kan sige fra. Hvis nogen siger ”hey, vil du høre noget?”, forventer jeg da ikke ”jeg har i virkeligheden ingen ben, det her er proteser, er de ikke flotte? Mine fødder er lavet af brød! Jeg blev født med tre arme, og jeg er faktisk en computer”, jeg forventer noget i retning af ”i går faldt jeg over dørtrinet og slog min arm”. Når det kommer på den måde, har jeg da ikke en chance for at sige fra? Efter den første replik føler jeg ikke, jeg bare kan sige, at jeg ikke vil snakke om det. Det er muligt, det kun er mig, der synes, det vil være enormt respektløst og svigtende.
Jeg ved ikke, hvad fanden jeg skal gøre. En person kan jo ikke vide, at 100 andre også lige har læsset af på mig. En person kan ikke vide, at jeg aldrig har haft det samme forhold til dem, som de har til mig. En person kan ikke vide, at jeg er syg, træt, har det skidt, har travlt, har fået en masse andres historier dagen før. Så hvordan kan jeg bebrejde nogen det? Det er vel bare ærgerligt, og jeg ved ikke, hvad pokker jeg skal gøre for at slippe for alle de historier. Det er jo ikke personligt ment, når jeg ikke vil høre om folks fødder lavet af brød, jeg kan bare ikke overskue det. Jeg tænkte over det forleden og blev helt bange. Hvad nu hvis jeg ikke kan slippe for at få flere og flere historier? Vil min egen historie så blive så influeret af andres, at min historie i sig selv bliver mere tom, end den ellers ville have været?
Det er fandme underligt. Jeg ved godt, at jeg på nogle punkter er ansvarsløs, og at jeg på andre punkter stiller for høje krav til mig selv. Men jeg er ikke uddannet psykolog og alt muligt, jeg er bare teenager ligesom alle andre, så hvorfor skal jeg have historierne, der altid tager et ansvar af en eller anden slags med sig? Jeg får lidt flere historier end mange andre, det er ikke et gæt, det er noget, nogen har sagt til mig. ”Hvorfor læsser folk egentlig hele tiden af på dig?”… Jeg ved det ikke. ”Hvorfor er min hud grøn?”… Jeg ved det ikke. ”Hvorfor kan jeg ikke finde ud af at leve et normalt liv ligesom alle andre?”… Jeg ved det ikke.

Jeg ved det altså ikke, det gør jeg virkelig ikke.

Min verden

Når jeg ind i mellem keder mig, kryber jeg ind i min egen lille verden. Min verden kan bestå af, at jeg sidder og skriver, som jeg gør det nu. Det gør jeg, fordi jeg sidder i min klasse, hvor folk enten sidder og spiller drøbeltennis, spiller kort, sover eller hører popmusik. Ingen af delene fanger mig synderligt, faktisk ville jeg helst slippe for alle tingene, men man kan jo ikke bede alle i en hel klasse om at ændre sin måde at agere på i frikvarterene, bare fordi det ikke falder i min smag. Jeg kryber ofte ind i min egen verden, hvis jeg keder mig, hvis jeg har meget på hjerte, eller hvis jeg er træt. Lige nu passer alle tre ting. Jeg har det vildeste søvnunderskud efter en weekendtur med KKSO, derefter er næsten alle aftener bare blevet sene af den ene eller den anden årsag.  Nu sidder jeg så og er træt, hører KKSO, der spiller Løvernes Konge. Jeg hører det ikke, fordi det er perfekt, men fordi jeg kan huske, hvilke blikke jeg udvekslede med hvem under koncerten. Jeg savner altid KKSO, når jeg ikke er sammen med nogen fra orkestret. Det er måske bare fordi, der er en fantastisk ånd i den forsamling. Der er ikke én eneste fra KKSO, jeg ikke ville sidde og snakke med i timer i træk.
I min verden kan alt lade sig gøre: jeg forbereder mig på livets store samtaler, eventuelle ting, jeg vil snakke med folk om. Jeg forbereder mig på hverdagen, når jeg kryber ind i mig selv. Jeg kan sidde i flere timer og kigge ud i luften, kun underholdt af mine egne tanker. Jeg kan sidde og huske tilbage på ting, jeg gerne ville gøre om, ting, jeg skammer mig over, ting, der gjorde mig til den, jeg er, ting, der har fået mig til at tænke. Jeg føler mig aldrig ensom, som det ellers kan lyde, når man sådan kryber ind i sin egen verden. Jeg gør det som et valg. Jeg kunne i princippet godt sidde og snakke med nogen lige nu, men jeg får ikke lige så meget mentalt modspil, som jeg gør ved at sidde her og reflektere over mine egne handlinger og tanker.  Det er måske derfor, der er så få mennesker, jeg har lyst til at snakke med hele tiden. Der er ikke så mange, jeg virkelig ville have noget imod at snakke med, men ind i mellem tænker jeg f.eks. ”jeg gad egentlig godt at snakke med Semine lige nu”, og det er fordi hun er en af de personer, der får mig til at tænke over ting, jeg ikke ville have tænkt over alene. Der er nogle mennesker, der giver mig det her modspil, jeg virkelig nyder. Måske er det også grunden til, at jeg ikke hader at snakke med nogen, med mindre de er reelt ondsindede. Jeg synes, alt er en udfordring. Hvis folk siger noget latterligt eller noget, jeg er uenig i, får det mig til at tænke. Livet er en udfordring, samtaler er små udfordringer, med mindre det bare handler om, hvem der lige har et tyggegummi, eller hvem der har kysset hvem.

Nervøsitet

Det er underligt, det der med at blive nervøs. Jeg burde virkelig ikke blive nervøs, jeg har virkelig meget selvtillid, jeg har som regel godt styr på mine ting, hvis jeg skal fremlægge i skolen eller spille til en koncert. Uanset hvor godt forberedt jeg er, bliver jeg meget nervøs, så snart jeg står på en scene eller oppe foran tavlen. Jeg skulle for lang tid siden efter hånden spille til min egen optagelsesprøve på MGK, og der var jeg selvfølgelig nervøs, fordi det var vigtigt for min fremtid, men jeg stod ikke og rystede og blev usikker. Jeg var godt forberedt, jeg kunne alle mine noder udenad, men havde dem naturligvis med alligevel. Jeg var mentalt forberedt. Jeg var nok i virkeligheden nærmere spændt end jeg var nervøs. Anyways, i går skulle jeg så spille en solokoncert, og der var ikke mange mennesker, der var måske 70-80 stykker, og de fleste af dem var forældre til nogle af de små børn, der skulle spille efter mig. Det var lidt lettende, fordi de ikke nødvendigvis havde ørene til at finde mine fejl. Mine forældre var der og de kan godt høre mine fejl, især min far kan, men han vil altid komme op til mig og sige ærligt, hvad han syntes. Han sagde efter koncerten, at man godt kunne høre på mit ”naturvibrato”, at jeg var nervøs. Når jeg bliver nervøs, ryster jeg, jeg får svedige og kolde håndflader, hvilket ikke er synderligt praktisk, når man spiller saxofon. Derudover gik det godt, sagde han. Min søde kæreste var der også og optog det hele. Han sagde, det lød godt. Min gode ven Rasmus var der også, og han sagde også, det lød godt. Min dirigent, som ellers ikke smider om sig med komplimenter, sagde, at det var godt. Min lærer sagde, det lød godt. Alt i alt lyder det jo egentlig som om, jeg var enormt godt forberedt, jeg kunne jo mine ting. Alligevel var jeg meget nervøs. Hvis jeg skal fremlægge i min klasse, og jeg kan det hele virkelig godt, og jeg ved, de andre ikke kan deres, bliver jeg alligevel nervøs.

Det har ikke altid været sådan, og når jeg tænker tilbage, tror jeg faktisk, det med nervøsiteten startede i 7. klasse, hvor vi blev delt op på nogle engelskhold. Det betød, at min klassekammerat og jeg pludselig sad blandt en masse rigtig dygtige 9. klassere, som enten var åndsvagt lærenemme eller havde engelsk som 1. eller 2. modersmål. At sidde der, to år yngre og to meter mindre end alle andre, var i forvejen ikke nemt, og da nogle af ”de store” så begyndte at gøre grin med os, når vi lavede fejl, blev både hun og jeg nervøse, hver gang vi skulle fremlægge. De kunne faktisk finde på at grine af en, hvis man lavede en fejl. Den slags styrker jo ikke ligefrem selvtilliden, og jeg ved ikke, om det faktisk er det, der har fulgt mig siden da. Jeg er så småt nået dertil, hvor jeg ikke er nervøs ved alle fremlæggelser eller koncerter. Men ind i mellem bliver jeg meget nervøs, så nervøs, at det grænser op til frygt. Det afgøres ikke af, hvem publikum er, eller hvor forberedt jeg er. Det kommer bare. Jeg håber virkelig ikke, de samme farlige fyre har nået at ødelægge to års fremlæggelser for andre.
Når jeg så har spillet den her koncert, hjælper det helt klart på min selvtillid, at jeg får ros. Men gælder det ikke for alle?

Tillid og ansvar

Tænk engang at få vist sådan en tillid. Med tillid følger som regel viden, og med viden følger ansvar. Nogle gange er det rart at få lov til at tage lidt ansvar, men andre gange ville jeg egentlig godt være fri. Selvfølgelig er det rart at få vist den tillid, det er da fantastisk at få at vide, at man er til at stole på, at man er en, der stensikkert kan hjælpe, give råd eller bare lytte, hvis det er det, der skal til. Det er da også rart ind i mellem at få lidt information, det giver jo svar på en masse. Så var problemet lige pludselig ikke det, jeg troede det var, og jeg følte, at nogen tog lidt af byrden af mine skuldre. Straks skulle den opvejes af noget, jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulle sige til, og hvor jeg skulle gøre af. Og på det tidspunkt lå alle de klogeste hoveder jo og sov! Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg følte lige der. Jeg vidste ikke, hvilket ansvar der fulgte med denne viden, jeg kunne komme i tanke om mange muligheder, men jeg anede jo ikke, hvilket ansvar jeg egentlig havde. Det værste var måske i virkeligheden, at jeg ikke vidste det. Hvis bare jeg vidste det, havde det måske ikke været så svært. Jeg havde ikke ligefrem selv valgt at få vist denne tillid, få denne viden og dette mulige ansvar. Hvad gør man ? Alene, et sted, hvor ingen kan høre mig skrige, og hvis de kunne, ville de nok bare blive pisse sure over at blive vækket klokken 4 en lørdag morgen... Jeg kunne jo heller ikke sove, der var så mange tanker i mit lille hoved. Så må man vel sidde på en trappe og kigge ind i en væg og lade øjnene give efter for tyngdekraften.
Men hvilken lykke så at kunne læsse lidt lort af og få det sorteret af de kloge hoveder dagen efter. Hvilken lykke at kunne sige, hvilket ansvar man egentlig er klar til at tage og så få at vide, at det slet ikke var så stort et ansvar. Hvilken lettelse at få vist tilliden, få den viden og ikke have det uhyggeligt store ansvar. Det er jo heller ikke, fordi jeg ikke kan lide at vide dette, men det ville dog være rart, at det ikke var sådan, at det ikke var et problem for nogen.
Hvor er dette dog internt... Jeg håber ikke, den kære læser dør. Jeg havde bare lige brug for at sende denne kode ud i cyberspace.

P.S.
R.I.P. Grooveshark, you were loved <3