Livets puslespil

Ja, nu er mit indlæg her så. Jeg har haft rigtig meget stress på de sidste par dage, jeg var nemlig til optagelsesprøve til MGK i går. Jeg har ikke tænkt mig at sige mere om det, end at det er ligesom Team Danmark med musik, hvis I vil vide mere, må I google det (det står for musikalsk grundkursus)

Anyways, det betød, at jeg skulle stå foran fem mennesker, der ved meget mere om musik, end jeg gør. Så skulle jeg ellers udsættes for diverse prøver på mit instrument. Det gik faktisk ganske udemærket, hvis jeg selv skal sige det, men jeg kan jo altid sætte en finger på noget. Nå, nok om det, jeg blev i hvert fald erklæret "særdeles egnet" eller jeg fik et 10-tal for min præstation. Nu venter jeg så hver dag på posten, selv om jeg godt ved, at min endelige besked, som siger, om jeg er kommet ind eller ej, først kommer om en uge. Jeg er smadder spændt, jeg håber virkelig, jeg kommer ind. Men jeg forbereder mig også på, at jeg muligvis ikke kommer ind. Folk omkring mig siger, at jeg nok skal komme ind, så jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg ikke selv tror på det. Jeg var virkelig nervøs før prøven, men min kære pianist og gudfar, som ikke lige sådan ryster ros af sig, sagde, at jeg nok skulle klare mig godt. Og han fik jo egentlig ret, den kære mand, der trådte til med få dages varsel. Måske vil jeg bare ikke skrue for højt op for forventningerne. Det er noget underligt noget med forventninger, for man siger jo ofte, at forventningens glæde er den største. Nogle gange er det jo rigtigt, men andre gange lykkes det mig at skrue så langt ned for forventningerne, at jeg bliver endnu mere overrasket, når det går godt. Det er vel egentlig en meget smart løsning, for jeg undgår eventuelt at bryde helt sammen, og jeg bliver mere glad, hvis det går godt. Så kan man sige igen, at selvtilliden måske ikke har så godt af det. Det er dog ikke noget, jeg lider skade af, jeg vil gå så langt som til at sige, min selvtillid er ganske frisk, til tider for meget endda! Men for andre, kan det måske være en dårlig taktik at vælge.
Derudover har det altså den fordel, at alle omkring mig har sagt til mig, at jeg er rigtig dygtig, og det er selvfølgelig virkelig virkelig fedt at høre. Det betyder mere, når det kommer fra nogle end fra andre. Hvis en af mine venner, som ikke ved noget om musik på den måde, siger, at jeg er god og nok skal blive verdensmester, kan jeg da godt sige pænt tak og værdsætte komplimentet, men igen betyder det ikke nær så meget for mig, som når en professionel musiker, som er lidt nærig med de positive kommentarer, siger, at jeg er dygtig. Eller når saxofoncensor løber efter mig på gangen efter prøven for lige at sige, at hun personligt godt kan lide min klang og min måde at frasere på. Alle mener det vel lige meget, når de siger den slags, men folk har forskellige krav til musik, så at leve op til Jeanette Ballands krav er lidt noget andet end at leve op til søde Teresas krav.
Åh, men hvad er bedre end at komme ud fra optagelsesprøven med en god karakter, en god kommentar og en god oplevelse og så se, at der står en KKSO'er med kage til en? Hvad er bedre, end at ens far står og snakker med en kollega og peger stolt hen på mig og siger "det er min datter, hun har lige fået 10 til MGK"? Hvad er bedre, end når folk, uanset viden, krav og erfaring, siger tillykke til en? Hvad er bedre end de små lykkelige øjeblikke, man til sidst skal lægge livets puslespil med? Hvad er bedre end venner?
Jeg kiggede igennem mine billeder og fandt et billede, et øjeblik fanget mere eller mindre heldigt, en af de brikker, jeg vil lægge i mit livs puslespil.

Undskyld

Kære læser, jeg vil starte med at undskylde for ikke at have skrevet herinde i går. Jeg kommer heller ikke til at skrive noget specielt nu, mit rigtige indlæg kommer mandag eller tirsdag.
Årsagen er, at jeg på mandag skal søge MGK på Sankt Annæ Gymnasium, så jeg øver uafbrudt for tiden.
Der kommer et rigtigt indlæg, som klart er federe end det her.
Indtil da kan i underholde jer lidt med musikken her:

http://musik-ad-libitum.blogspot.com/

Have fun!

Musical

Ak ja, så blev det mandag... Ferien er slut, og hverdagen begynder så småt at overvælde mig igen.
Dog må jeg sige, at min vinterferie har været den bedste nogensinde! Jeg har spillet til en musical, som hed Sara og Max. Det var en enormt fed oplevelse at være med til sådan noget. Det kræver noget helt andet end at sidde i et stort orkester. Her kunne jeg ikke gemme mig, solobesat som det jo var. Så skal man kunne sine noder. Bortset fra det havde jeg også mit store gennembrud som solist. Gennembrud er måske så meget sagt, men jeg endte i hvert fald med at få at vide et par dage før det første show, at jeg godt måtte spille det her solonummer udenad... På scenen... Med separat spotlight, ja tak... Jeg kan godt lide at have en solo, det er bestemt ikke det. At lære den udenad var heller ikke et problem overhovedet. Men at stå på en scene, ikke at have en sidemakker, det er ikke lige min kop te. Jeg plejer at begynde at svede og ryste, hvilket egentlig er underligt, fordi jeg som regel er velforberedt... Og så har jeg ellers ikke problemer med at være i centrum! Hvis jeg havde det, ville jeg ikke lave en blog. Hokus Pokus Preben i fokus, men det gik egentlig okay. Jeg har memoreret en masse navne og ansigter, og jeg håber, min solo og min medvirken overordnet kan hjælpe mig med at få nogle gigs længere fremme i tiden. Man networker en masse til den slags arrangementer, så det gælder om at opføre sig ordenligt, så folk har lyst ti at hyre en en anden gang, og pludselig er man blevet et dejligt menneske. Jeg gør i hvert fald mit bedste ;) Det var også enormt fedt at høre jazz og boogie i de små pauser, vi havde ind i mellem.

Til denne fabelagtige musical er det gået op for mig, at jeg virker en del ældre end jeg egentlig er. Jeg snakkede lidt med nogle af de andre dejlige musikere, og de fleste troede, jeg var 18-19 år, måske 17. Det synes jeg egentlig er meget sjovt. Men måske også meget praktisk? Jeg har en lille lommehypotese, der går ud på, at man har det med at tale en anelse ned til folk, hvis man lige er de der fem-seks år ældre end en selv. Jeg vil da sige, at mange voksne på de der 40-50 år taler til mig, som om jeg er dum, bare fordi jeg ikke har set murens fald. Det er faktisk lidt flabet gjort, synes jeg. Men man ved jo aldrig, hvordan man skal tale til folk, man ikke kender i forvejen. Hvis man taler for avanceret og bruger ord, andre ikke forstår, bliver man set som arrogant. Hvis man taler ned til folk og undlader alle de smarte fraser, bliver man også set som arrogant. Det er egentlig fjollet, at der skal så lidt til at virke arrogant. Det er i hvert fald ærgeligt, for man kan næsten ikke starte en samtale med nogen uden at virke arrogant. Man kan jo være heldig at ramme det helt rigtige niveau. Men hvordan gør man dog det? Man har jo kun alderen at gætte ud fra, hvis man ikke kender vedkommende i forvejen. Og så er jeg egentlig meget glad for at se 3-4 år ældre ud, end jeg egentlig er, for så bliver der talt til mig som om jeg faktisk er på den alder. Ellers skal man måske bare sørge for, at man, når man møder en ny person, lader vedkommende tale selv først. Så hører man deres ordvalg og måske lidt om, hvilken uddannelse de piskes igennem og så videre. Så virker man interesseret i folk, når man sonderer terrænet. Derefter kan man tale med dem på deres niveau uden at virker arrogant på baggrund af det niveau, man taler på! Det vil være min plan fremover.

Nå, men en lille hyldest til Dan Turell, der har underholdt mig en del gange under denne times transport, der er hver vej til Køge Musicallen:

http://www.youtube.com/watch?v=ZmJtvQ8UQt0

Udover det har jeg fundet en fisk, som hang over min seng, da jeg var helt lille, så dette papirdyr har også været ganske god undeerholdning og fortjener klart en plads på bloggen.

Hold jer muntre!

Vinterferie

Ja, jeg ved ikke med jer, men jeg har vinterferie nu! Åh, hvor er det dog rart, jeg skal bruge hele ferien på at spille musical, som i burde komme og se ( http://koege.lokalavisen.dk/dramatisk-fortaelling-med-sang-musik-og-dans-/20120127/artikler/701269806/1423 )... Derudover skal jeg bruge tid med dejlige mennesker og min kat...
Well, jeg elsker at skrive. Jeg har en gammel dagbog, som jeg skriver lidt i ind i mellem... Jeg skriver ikke dagbog som sådan, jeg tager bare nogle evige emner op og skriver lidt om dem... Forleden var jeg en anelse pissed og skrev så et digt... Ja, mig, et digt... Jeg er syg, jeg ved det ;) Men jeg fandt ud af i går, at jeg faktisk kunne huske det, og at det var enormt populært blandt mine to tilskuere.

Her står jeg så på den yderste kant,
jeg stirrer ned i den uendelige afgrund.
Jeg kan lugte dødens lumre ånde,
jeg kan tælle hans fregner, spytte i hans mund.

Det sted, jeg står, er ikke uudforsket,
jeg står et sted, hvor de største har stået.
Måske er de kun nået så langt
på grund af de mange slag, de har fået.

Først nu kan jeg se, hvor højt jeg står,
for nu kan jeg se, hvor langt der er ned.
Men hvad er pointen i at stå helt her oppe,
når der ikke er en sjæl at stå her med?


Oh well, nu har jeg ikke så forfærdeligt meget tid, jeg skal lige have øvet mig lidt mere... Og så skal jeg ud til en vidunderlig fyr, som jeg nu godt må kalde min kæreste. Ja, livet bliver næppe bedre lige nu :)

http://grooveshark.com/#!/s/Dance+Of+Joy/2wUsTT?src=5

God ferie til dem, der har den slags :)

Undskyld mit lort

Ak ja, så blev det lørdag igen, og det betyder, at jeg skal lukke min ugentlige dosis af visdom ud, igen en enkelt dag forsinket… Dog skal I ikke forvente at lære en masse nu, jeg lukker generelt ret meget gylle ud.
Det gik op for mig i går, at jeg ind i mellem siger ting til folk, selv om jeg ikke mener det. Så nu har jeg et mål: jeg vil lægge mærke til, hvad jeg driller folk med. Derefter vil jeg overveje, om jeg virkelig mener det, jeg siger. Hvis jeg ikke gør, vil jeg holde op med at drille dem med det, hvis jeg kan se på dem, at de muligvis tager det seriøst.  Og allerede i går startede jeg med at skrive til en, at jeg faktisk ikke mente det, jeg sagde. Om vedkommende så rent faktisk troede, jeg mente det, ved jeg ikke, men min lille meddelelse blev modtaget med masser af lååååve. Ind i mellem siger jeg ting, jeg ikke mener, og jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg ikke har lagt mærke til det før. Det er heller ikke til at vide, hvor mange mennesker, jeg har skræmt væk på den maner. Jeg håber ikke, det er mange.

Nå, jeg er blevet hyret til en musical, og forleden var jeg til den første prøve. Det var virkelig fedt, det er god musik, og de andre musikere er enormt søde og dygtige. Det blev ret sent, og da jeg stod på Enghave Station klokken midt om natten, havde jeg to saxofoner, en pose og alt for tynde vanter med. Det var forfærdeligt koldt. Men jeg kom i tanke om, at jeg have mit kamera i posen, og jeg begyndte at tage nogle billeder. Jeg fik blandt andet taget et billede af fortovet. Måske ikke det første motiv, folk vil tænke på, men jeg synes faktisk, billedet er blevet okay efter lidt redigering.

Og til sidst skal der lige linkes et nummer. Der er nu intet bedre end at se nogen, man har savnet.
http://www.youtube.com/watch?v=U6tV11acSRk