Min verden

Når jeg ind i mellem keder mig, kryber jeg ind i min egen lille verden. Min verden kan bestå af, at jeg sidder og skriver, som jeg gør det nu. Det gør jeg, fordi jeg sidder i min klasse, hvor folk enten sidder og spiller drøbeltennis, spiller kort, sover eller hører popmusik. Ingen af delene fanger mig synderligt, faktisk ville jeg helst slippe for alle tingene, men man kan jo ikke bede alle i en hel klasse om at ændre sin måde at agere på i frikvarterene, bare fordi det ikke falder i min smag. Jeg kryber ofte ind i min egen verden, hvis jeg keder mig, hvis jeg har meget på hjerte, eller hvis jeg er træt. Lige nu passer alle tre ting. Jeg har det vildeste søvnunderskud efter en weekendtur med KKSO, derefter er næsten alle aftener bare blevet sene af den ene eller den anden årsag.  Nu sidder jeg så og er træt, hører KKSO, der spiller Løvernes Konge. Jeg hører det ikke, fordi det er perfekt, men fordi jeg kan huske, hvilke blikke jeg udvekslede med hvem under koncerten. Jeg savner altid KKSO, når jeg ikke er sammen med nogen fra orkestret. Det er måske bare fordi, der er en fantastisk ånd i den forsamling. Der er ikke én eneste fra KKSO, jeg ikke ville sidde og snakke med i timer i træk.
I min verden kan alt lade sig gøre: jeg forbereder mig på livets store samtaler, eventuelle ting, jeg vil snakke med folk om. Jeg forbereder mig på hverdagen, når jeg kryber ind i mig selv. Jeg kan sidde i flere timer og kigge ud i luften, kun underholdt af mine egne tanker. Jeg kan sidde og huske tilbage på ting, jeg gerne ville gøre om, ting, jeg skammer mig over, ting, der gjorde mig til den, jeg er, ting, der har fået mig til at tænke. Jeg føler mig aldrig ensom, som det ellers kan lyde, når man sådan kryber ind i sin egen verden. Jeg gør det som et valg. Jeg kunne i princippet godt sidde og snakke med nogen lige nu, men jeg får ikke lige så meget mentalt modspil, som jeg gør ved at sidde her og reflektere over mine egne handlinger og tanker.  Det er måske derfor, der er så få mennesker, jeg har lyst til at snakke med hele tiden. Der er ikke så mange, jeg virkelig ville have noget imod at snakke med, men ind i mellem tænker jeg f.eks. ”jeg gad egentlig godt at snakke med Semine lige nu”, og det er fordi hun er en af de personer, der får mig til at tænke over ting, jeg ikke ville have tænkt over alene. Der er nogle mennesker, der giver mig det her modspil, jeg virkelig nyder. Måske er det også grunden til, at jeg ikke hader at snakke med nogen, med mindre de er reelt ondsindede. Jeg synes, alt er en udfordring. Hvis folk siger noget latterligt eller noget, jeg er uenig i, får det mig til at tænke. Livet er en udfordring, samtaler er små udfordringer, med mindre det bare handler om, hvem der lige har et tyggegummi, eller hvem der har kysset hvem.

Nervøsitet

Det er underligt, det der med at blive nervøs. Jeg burde virkelig ikke blive nervøs, jeg har virkelig meget selvtillid, jeg har som regel godt styr på mine ting, hvis jeg skal fremlægge i skolen eller spille til en koncert. Uanset hvor godt forberedt jeg er, bliver jeg meget nervøs, så snart jeg står på en scene eller oppe foran tavlen. Jeg skulle for lang tid siden efter hånden spille til min egen optagelsesprøve på MGK, og der var jeg selvfølgelig nervøs, fordi det var vigtigt for min fremtid, men jeg stod ikke og rystede og blev usikker. Jeg var godt forberedt, jeg kunne alle mine noder udenad, men havde dem naturligvis med alligevel. Jeg var mentalt forberedt. Jeg var nok i virkeligheden nærmere spændt end jeg var nervøs. Anyways, i går skulle jeg så spille en solokoncert, og der var ikke mange mennesker, der var måske 70-80 stykker, og de fleste af dem var forældre til nogle af de små børn, der skulle spille efter mig. Det var lidt lettende, fordi de ikke nødvendigvis havde ørene til at finde mine fejl. Mine forældre var der og de kan godt høre mine fejl, især min far kan, men han vil altid komme op til mig og sige ærligt, hvad han syntes. Han sagde efter koncerten, at man godt kunne høre på mit ”naturvibrato”, at jeg var nervøs. Når jeg bliver nervøs, ryster jeg, jeg får svedige og kolde håndflader, hvilket ikke er synderligt praktisk, når man spiller saxofon. Derudover gik det godt, sagde han. Min søde kæreste var der også og optog det hele. Han sagde, det lød godt. Min gode ven Rasmus var der også, og han sagde også, det lød godt. Min dirigent, som ellers ikke smider om sig med komplimenter, sagde, at det var godt. Min lærer sagde, det lød godt. Alt i alt lyder det jo egentlig som om, jeg var enormt godt forberedt, jeg kunne jo mine ting. Alligevel var jeg meget nervøs. Hvis jeg skal fremlægge i min klasse, og jeg kan det hele virkelig godt, og jeg ved, de andre ikke kan deres, bliver jeg alligevel nervøs.

Det har ikke altid været sådan, og når jeg tænker tilbage, tror jeg faktisk, det med nervøsiteten startede i 7. klasse, hvor vi blev delt op på nogle engelskhold. Det betød, at min klassekammerat og jeg pludselig sad blandt en masse rigtig dygtige 9. klassere, som enten var åndsvagt lærenemme eller havde engelsk som 1. eller 2. modersmål. At sidde der, to år yngre og to meter mindre end alle andre, var i forvejen ikke nemt, og da nogle af ”de store” så begyndte at gøre grin med os, når vi lavede fejl, blev både hun og jeg nervøse, hver gang vi skulle fremlægge. De kunne faktisk finde på at grine af en, hvis man lavede en fejl. Den slags styrker jo ikke ligefrem selvtilliden, og jeg ved ikke, om det faktisk er det, der har fulgt mig siden da. Jeg er så småt nået dertil, hvor jeg ikke er nervøs ved alle fremlæggelser eller koncerter. Men ind i mellem bliver jeg meget nervøs, så nervøs, at det grænser op til frygt. Det afgøres ikke af, hvem publikum er, eller hvor forberedt jeg er. Det kommer bare. Jeg håber virkelig ikke, de samme farlige fyre har nået at ødelægge to års fremlæggelser for andre.
Når jeg så har spillet den her koncert, hjælper det helt klart på min selvtillid, at jeg får ros. Men gælder det ikke for alle?