Pause

Ja, lige nu er det bestemt ikke sådan, at jeg ikke har noget på hjerte, for det har jeg. Hold da op, hvor ligger der mange filer på min computer lige nu. Problemet er bare, at en del af det, der optager mig aller mest, er meget personligt. Det er ikke personligt, fordi det går for tæt på mig, men fordi der nævnes navne. Der nævnes en masse ting, jeg er irriteret over, og jeg vil ikke lave et blogindlæg, der handler om, at jeg nu er sur på Gurli. Det skal jeg jo sige til hende, og hvis jeg ikke har the balls til at sige det til hende, skal jeg ikke lægge det ud på nettet. Jeg ved, en del fra orkestret læser min blog, og det er jeg enormt glad for. Ligeledes ved jeg, en del fra min klasse læser den, og mine forældre kigger også herinde ind i mellem. Det er ikke fordi, jeg vil bede disse mennesker om at holde op med at læse herinde, jeg er rigtig glad for at have så mange læsere. Men lige for tiden er det hele desværre meget personligt. Hvis ikke det bliver det, bliver det hurtigt sådan noget "nej se, solen skinner"-blog, og dem er der så mange af i forvejen. Men jeg lover at linke på min facebook, så snart der er noget nyt og spændende herinde. Indtil da må i nyde vejret, genudsendelserne og de billige hotdogs på Frederiksberg.
Kærlighed til folket

Jeg ved det ikke

Jeg har svært ved at forstå, hvordan folk opfatter mig. Nogen synes, jeg er super arrogant, når jeg fortæller om, hvad jeg ellers går og laver. Dem om det. Samtidig er der nogen, der synes, jeg er dum at høre på, og dem om det. Så igen er der nogen, der synes, jeg er sjov og nice, og det er jeg da glad for. Så er der nogen, der synes, jeg virker ekstremt tillidsfuld. Det er vel også meget rart, men nogle gange får jeg ikke rigtig en chance. Jeg kan sjældent vælge, hvilke informationer jeg får. Det er til tider i orden, andre gange er det meget belastende. Hvordan kan jeg både være super arrogant og tillidsfuld på en gang? Det har jeg svært ved at forstå. Nogle gange synes jeg, jeg får informationer for hurtigt til, at jeg kan sige fra. Hvis nogen siger ”hey, vil du høre noget?”, forventer jeg da ikke ”jeg har i virkeligheden ingen ben, det her er proteser, er de ikke flotte? Mine fødder er lavet af brød! Jeg blev født med tre arme, og jeg er faktisk en computer”, jeg forventer noget i retning af ”i går faldt jeg over dørtrinet og slog min arm”. Når det kommer på den måde, har jeg da ikke en chance for at sige fra? Efter den første replik føler jeg ikke, jeg bare kan sige, at jeg ikke vil snakke om det. Det er muligt, det kun er mig, der synes, det vil være enormt respektløst og svigtende.
Jeg ved ikke, hvad fanden jeg skal gøre. En person kan jo ikke vide, at 100 andre også lige har læsset af på mig. En person kan ikke vide, at jeg aldrig har haft det samme forhold til dem, som de har til mig. En person kan ikke vide, at jeg er syg, træt, har det skidt, har travlt, har fået en masse andres historier dagen før. Så hvordan kan jeg bebrejde nogen det? Det er vel bare ærgerligt, og jeg ved ikke, hvad pokker jeg skal gøre for at slippe for alle de historier. Det er jo ikke personligt ment, når jeg ikke vil høre om folks fødder lavet af brød, jeg kan bare ikke overskue det. Jeg tænkte over det forleden og blev helt bange. Hvad nu hvis jeg ikke kan slippe for at få flere og flere historier? Vil min egen historie så blive så influeret af andres, at min historie i sig selv bliver mere tom, end den ellers ville have været?
Det er fandme underligt. Jeg ved godt, at jeg på nogle punkter er ansvarsløs, og at jeg på andre punkter stiller for høje krav til mig selv. Men jeg er ikke uddannet psykolog og alt muligt, jeg er bare teenager ligesom alle andre, så hvorfor skal jeg have historierne, der altid tager et ansvar af en eller anden slags med sig? Jeg får lidt flere historier end mange andre, det er ikke et gæt, det er noget, nogen har sagt til mig. ”Hvorfor læsser folk egentlig hele tiden af på dig?”… Jeg ved det ikke. ”Hvorfor er min hud grøn?”… Jeg ved det ikke. ”Hvorfor kan jeg ikke finde ud af at leve et normalt liv ligesom alle andre?”… Jeg ved det ikke.

Jeg ved det altså ikke, det gør jeg virkelig ikke.