lørdag den 20. oktober 2012

Så kører vi igen

Lang tid er gået, siden jeg skrev mit sidste indlæg, og der er sket så meget i mit liv i mellemtiden.
For over et år siden startede jeg den her blog, og mine indlæg har ændret sig en del gennem tiden. Jeg ved, at de fleste, der læser den her blog, kender mig i virkeligheden, og mange ved sikkert alligevel, hvad der er sket i mit liv. Men nu kommer det altså alligevel!

Jeg er gået ud af folkeskolen og er startet på gymnasiet. I sommerferien var jeg på Vesterlund as usual, og jeg havde besøg af nogle dejlige amerikanere, der boede hos mig i noget tid.
Jeg er startet på Sankt Annæ Gymnasium, og det er fantastisk! Jeg er heldigvis havnet i den perfekte klasse. Alle er søde, hver og en, og det mener jeg virkelig. Der er ikke noget bitcheri (endnu), rent fagligt er det en forholdsvis seriøst klasse, og rigtig rigtig mange er vildt brainy. Det er enormt fedt, når det er svært at hænge på i undervisningen, fordi de andre speeder den op, og ikke fordi en eller anden person oppe foran tavlen drøner igennem materialet uden at stikke en finger i jorden og få os alle med. Rent socialt er min klasse også dejlig. Mange lærere siger, at vi er en god klasse, og det er vist ikke noget, de siger til alle. Og selv hvis det er, fuck it, jeg elsker min klasse. Der er selvfølgelig også en masse udover klassen. Jeg er havnet på MGK, som den opmærksomme læser måske har opdaget. Jeg går der sammen med en del fra min egen klasse og en del fra en anden klasse, og igen her er alle enormt søde og virkelig dygtige. Igen føler jeg, at jeg skal hænge på, og det er så motiverende, at alle andre er så dygtige på deres instrument, for jeg bliver jo nødt til at hænge på for at følge med! Derudover har den opmærksomme læser også lagt mærke til, at jeg har omtalt den kære Johan en masse i denne blog. Han er desværre ikke længere min kæreste, jeg er nu kærester med Mikkel (I skal nok lære at finde rundt i det). Han går også på Sankt Annæ, og han er selvfølgelig enormt sød. Han har også startet et klezmerband, jeg blev involveret i, før vi blev kærester. Vi er super nice og spiller klezmer. Vi hedder Shabbes Goy, og I vil elske os, når vi en dag bliver verdensberømte.
Hvad musikken angår er jeg med i rigtig mange ting nu. Jeg er blevet vikar i Herlev Concert Band for anden gang og i Lyngby-Taarbæk Harmoniorkester for første gang, og begge dele er en kæmpe ære! Igen er jeg et sted, hvor folk er rigtig gode til det, de gør. Kom og hør koncerterne! 10. november med HCB og 17. november med Lyngby, skriv lige til mig, hvis I vil vide mere, det bliver simpelthen så fedt, og jeg ville elske at se nogle venner der!

I skrivende stund er jeg pisse træt. Jeg kom hjem fra en fantastisk tur med orkestret Spilopperne (aka Bersærk) i går. Vi har været i Estland for at besøge vores venskabsorkester i Tartu, og hele turen var arrangeret af bestyrelsen, som jeg er en del af. Orkestret og bestyrelsen begynder at tage ny form nu, og vi bliver et helt specielt og innovativt stort orkester, bare vent!

Nu er I blevet opdateret, så kommer der nogle mere filosofiske indlæg i løbet af det næste stykke tid, until then: hold jer muntre, og kryds fingre for at min ven Oscar kommer afsted til Argentina for at spille VM i softball om fem dage, selvom han i dag har slået sit knæ helt forfærdeligt! Dejlige dreng, pas nu på dig selv <3

Kærlighed herfra
(til nye læsere kan jeg anbefale at læse nogle at de gamle indlæg, hvis I keder jer)