fredag den 16. september 2011

Familien

Yes yes, denne gang vil jeg så tage fat på et emne, der forhåbentlig berører alle: familien.
I min familie er der stort set ingen skilsmisser, og det er jeg selvfølgelig glad for. Men jeg har opdaget, at det giver mig et andet syn på andre familier. For mig er en "brudt" eller "underlig" familie en, hvor forældrene er skilt eller har været det. Det synes jeg er underligt, men det er jo vurderet udfra min standard. Hvis man er fra en familie, hvor forældrene er skilt, har man selvfølgelig en anden idé om, hvordan en speciel familie ser ud. Alt dette blev at i perspektiv for mig for noget tid siden, da jeg cyklede inde i Kødbyen:
Jeg så to damer, begge med lyst hår. De lignede hinanden, men den ene var tydeligt ældre end den anden. Den yngste sad på hug over den ældste og hjalp hende med at sprøjte sig i armen, og det i sig selv er ikke unormalt i Kødbyen. Næ, det, der ændrede det hele, var replikken "Kom nu mor, det er ikke så svært"... Der gik det op for mig, at en familie, hvor nogen er skilt, måske er noget af det mest "normale" man egentlig kan finde. Man ser sgu så mange underlige ting inde i Kødbyen, jeg har sågar set en mand sidde og skide i et hjørne... Bom bom, tænker man jo så, for han har tydeligvis ikke haft de 2 kroner det koster at bruge et offentligt. Den fyr må jo også have noget familie et eller andet sted. Det er muligt, at han ikke har kontakt til sin familie, men det må da også være underligt, at der er en bror, søn, fætter eller far ligefrem, som man ikke har kontakt til. Jeg gad godt at vide, hvad familiens reaktion ville være, hvis de fik fortalt, at han måtte spare to kroner på at skide på gaden...

Generelt er familien noget, der betyder rigtig meget for mig... Men jeg ved jo faktisk ikke, hvordan det ville være uden familie, jeg vil bare gætte på, at alting var meeeeeget anderledes...  Men folks! Skriv i kommentaren, hvordan I havde været uden familie! (det må jeg så af naturens årsager være et gæt)

God vind :)

fredag den 9. september 2011

My life

Kære læser

Nu er det et par dage siden, jeg har skrevet herinde, og jeg går ud fra, at alle savner mine blogs... Eller noget... ;)

I går var jeg til KKSO, og det gik op for mig, at det er mit liv. Hvis jeg skal til en fest, er det som regel med folk fra orkstret... Hvis jeg har huset for mig selv en fredag aften, ringer jeg til folk fra KKSO og spørger, om de ikke kommer forbi... Hvis jeg er ked af det, fordi alle i denne verden er dumme, finder jeg en undtagelse og ringer til folk fra KKSO... Hvis jeg skal have inspiration til en større lektie eller noget i den stil, skriver jeg rundt til nogle KKSO'ere... KKSO er blevet mit liv, og jeg har kun gået der i 10 månders tid... Jeg bliver afhængig af KKSO, af de dejlige, hyggelige og lærerige torsdagsprøver... Jeg takker nej til fødselsdage og weekender i Sverige, fordi jeg har en orkesterprøve... Jeg får abstinenser efter lang tid uden KKSO, jeg begynder at gå på youtube for at høre den musik, vi spiller, jeg tror faktisk ikke det er sundt at starte i KKSO...

Det musikalske fylder ikke nær så meget som det sociale i KKSO, hvilket jeg sjældent har oplevet andetsteds...

Udover det har vi en masse weekendture, som er AWESOME........ Vi har det alt alt alt for hyggeligt... Så var der jo en sommertur til Prag i år, så der går hele to år før der bliver endnu en sommertur, så jeg går allerede og glæder mig...

I KKSO er der altid nogen til at samle hinanden op, jeg elsker det :D

Jeg har overvejet, hvordan jeg ville være, hvis jeg aldrig var startet i KKSO... Jeg tror, jeg havde været rigtig kedelig og umoden i forhold til, hvad jeg er nu (dermed hverken sagt, at jeg ikke er kedelig eller umoden :P )

Jeg har endnu ikke været til en eneste prøve, hvor jeg havde lyst til at tage hjem før alle de andre, jeg har altid lyst til at blive der resten af mit liv, men der er som regel en gammel mor, der ringer og siger, at jeg skal tage hjem, og så må man adlyde... Desværre...

Hvis man skal opsumere KKSO meget meget kort, ville det nok være:

KKSO!!! I <3 U!!!!!!!


Start i KKSO!!! Hvis du kan spille et instrument... Ellers....... SÅ LÆR DET, så du kan starte i KKSO

Hold jer muntre :D

tirsdag den 6. september 2011

Lidt forklaring og historie

Dav igen folkens

Først undskyld... Jeg har ikke helt holdt min plan om at skrive herinde en gang om ugen, men jeg er lige lidt hyper nu :)

Jeg blev i går gjort opmærksom på, at jeg endnu ikke har forklaret den opmærksomme læser, hvorfor jeg hedder Preben.

Faktisk hedder jeg bare Laura, jeg bliver kaldt Preben af langt de fleste, jeg kender. Det hele startede sidste år, da jeg startede i det vidunderlige orkester KKSO. Efter en af prøver blev jeg gjort opmærksom på, at jeg ikke kunne hedde Laura her, det navn var allerede taget, og der skulle nu findes et nyt navn til mig.
Det var muligt, at bruge mit efternavn, men øgenavnet dertil var ikke sjovt nok. Jeg blev spurgt, om jeg havde et kælenavn andre steder, og jeg nævnte, at en dreng fra min klasse altid kaldte alle John, Ivan, Preben og Lars, og nu gik udelukkelsesmetoden i gang. Ivan var lidt for russisk, så ikke noget Ivan til mig. Navnet Lars var allerede optaget, så heller ikke noget Lars til mig. John var faktisk det største problem, da ingen kunne blive enige om, hvorvidt man staver John som "John" eller "Djohn"....... Ud over det er John (som alle vel ved) et adjektiv, og det ville derfor være lige så meningsløst at kalde mig John eller Djohn, som det ville være at kalde mig grim, altså virkelig meningsløst ;)
Derfor stod jeg pludselig med navnet Preben, og når folk bliver halvfulde eller bare i lidt godt humør, hedder jeg Prebsi eller Prebzi, og meget sent på aftenen reagerer jeg også på Pepsi, hvilket ikke altid er lige praktisk, men det fungerer ganske fint :D

Preben hænger godt ved... I de fleste omgangskredse præsenterer jeg mig selv som Preben...

Derved den lille anekdote bag navnet Preben

Lidt hygge til næste gang: http://www.youtube.com/watch?v=AaEmCFiNqP0 (jeg hader dyret, men æææælsker jazzzzzzz)

mandag den 5. september 2011

Fornyet kattestatus

Jamen så skete det sgu... De ringede fra dyrehospitalet i dag og meddelte, at vores søde kat, Soya, havde fået fedtlever, så hun kunne kun reddes ved en behandling, der ville vare lang tid, og behandlingen ville nok være smertefuld for det stakkels kræ, og vi sagde derfor nej til en blodprøve, der ville sige, hvordan hendes nyrer havde det... Vi var ude for at sige pænt farvel til hende, og hun havde det bestem ikke godt, men hendes spirit var virkelig klar, hun lå og spandt og ville gerne gå rundt på vores ben, men det kunne hun ikke... Til sidst kom lægen ind og gav hende sprøjten...


Jeg synes, vi traf det rigtige valg. Jeg synes faktisk, det er utroligt egoistisk at lade sin kat eller hund gennmgå en lang og smertefuld behandling... Så holder man sit kæledyr i live stort set kun på grund af sit eget behov for at have dyr... Mon folk, der gør den slags, glemmer måske, at dyr også har (fysiske) følelser, og hvis man er så ivrig efter at have et kæledyr, bør man da egentlig også kunne se, hvornår noget er bedst for hvem...

Desuden var det nok til alles bedste: Soya slipper for en masse smerte, vi får lov til at beholde den lille Vespa, og vi har fået en afklaring mht. Soya, nu ved vi, at hun ikke bare strejfer omkring et eller andet sted, den uvidenhed er ikke helt til at holde ud, men nu er historien rigtigt afsluttet...


Nu piver den lille Vespa, så jeg tror, jeg vil jeg slutte af her og begynde at lege lidt med den lille, indtil næste gang: God vind :D

søndag den 4. september 2011

Mine katte

Tja folkens, jeg kunne sgu ikke vente, så nu skriver jeg noget igen:

Jeg har i nogle år haft en dejlig dejlig kat, der hed Soya. Smuk med blank, sort pels og ravgule øjne, elsker sgu kræet... Det skete så det i sommerferien, da jeg var på kanotur med min far, at hun forsvandt og den lille mis var ikke til at finde, hverken ved hjælp af lange gåture med kald og godbidder eller ved hjælp af efterlysninger, hun var som sunket i jorden. Selvom ingen af de nærliggende kommuner havde været ude for at hente en død kat af denne beskrivelse, gik vi ud fra, at hun havde taget billetten. Seks uger efter begynder familiens kvinder at savne pels under hænderne, så vi kigger sødt på min far og spørger, om vi ikke nok kan få en ny kat, selvom vi havde lovet, da vi fik Soya, at hun var den sidste kat, vi skulle have. Han siger ja, men kun på den betingelse, at det er en killing. Vi tager så spændte op på et dyreinternat og henter en lille nuttet killing, der i skrivende stund jagter musen på denne computer. Efter at have haft den lille ny i huset i fem dage, får vi en opringning fra Københavns Dyrehospital, der oplyser, at Falck tidligere på dagen har indleveret ind kat, der, efter øremærket, skulle tilhøre os, så min mor og jeg suser ud til hospitalet og ser ganske rigtigt vores lille kat (levende) ligge med drop i et bur. Hun var næsten ikke til at genkende: hendes pels var mat og uglet, hun var meget tynd og havde før været overvægtig, og hun reagerede ikke altid, når vi sagde hendes navn, men man kunne se, at det var hende. Det var en meget underlig oplevelse for mig at se min lille kat ligge der og have det så dårligt. Jeg ville for eksempel give hende en godbid. Hun kunne for det første ikke styre sit hoved ordenligt, fordi hun var se dehydreret, så jeg måtte hjælpe hendes hoved hen til min hånd. Derefter måtte hun give op med hensyn til at spise, fordi hun ikke kunne producere nok spyt til at synke maden. De vil tage en blodprøve af hende i morgen, i dag havde hun ikke nok blod til det... Efter prøven vil de kunne sige, om hendes lever har taget skade.

Problemet i alt det her er, at min far kun lige præcis gik med til at have en kat, men at have to katte i huset er han bestemt ikke indstillet på, så vi skal først se, om Soya overlever. Hvis hun har fysiske eller psykiske men, må vi lade hende aflives, men hvis ikke har vi lige pludselig to dejlige katte i huset. Lige nu prøver vi at overtale min far til at have begge, hvis ikke må vi aflevere den lille killing Vespa til vores dejlige naboer, og der skal hun nok få et godt liv, hun er bare så nuser...!

Krydser fingre for dem begge :D

The beginning of time

Hello everyone

Jeg hedder Laura (det ved nogle af jer måske allerede, da jeg egentlig kun vil linke denne blog til dem jeg kender, det andet er lidt for sært og påtrængende til min smag, men hvis mine venner linker den videre til deres venner, fordi de synes, jeg er awesome, er det ikke sikkert, alle læsere kender mit navn) og jeg er åbenbart meget random.

Jeg har valgt at blogge, fordi mit hoved er lille. Der er ikke rigtig plads til alle mine tanker, så nu vil jeg begynde at sortere. Jeg vil advare folk om dårlig humor (sort humor, nogen synes åbenbart ikke, sort humor er det samme om god humor, men dem om det), jeg vil advare om tankespind og ordspil, men hvis der er noget, I ikke helt forstår, kan I jo altid skrive et spørgsmål i kommentarene... I kan også bare spørge mig næste gang, vi ses, men det er jo ikke alle, jeg ser så ofte.

Nu jeg i forvejen rider den store fede ego-ged, vil jeg fortælle mere om mig:

Jeg er i skrivende stund 15 år og 29 dage gammel, og jeg burde egentlig lave tysklektier lige nu. Lektier tager jeg ikke altid så tungt, men det afhænger af fagene. Jeg elsker visse fag og er ikke altid lige tilfreds med andre, men sådan har de fleste det vel.

Jeg spiller musik, primært saxofon, men jeg elsker også at spille på familiens dejlige Steinway (I må godt prøve det, hvis i kommer forbi, spørger pænt og desinficerer hænderne først... Pjat, jeg spiller med klamme hænder på det hver dag, så mon ikke det går?).......... Jeg spillede i en overgang bas i et lille band, det var meget sjovt, men jeg holder mig som regel til saxofonen. Dog vil jeg snart investere i en ukulele. Jeg lånte en af min gode ved Rasmus, og jeg lærte at spille en masse underlige ting (inklusiv ukulelesangen af Dan Andersen)... Jeg har en kazoo og bruger den da også, når jeg er uvenner med min far. Han hader den lyd...
Jeg spiller i to dejlige orkestre med en masse dejlige mennesker, det ene orkester hedder Spilopperne... Rent officielt hedder har vi egentlig skiftet navn til Besærk, fordi vi fik en retsag på halsen, men alle kalder det Spilopperne. Så spiller jeg i KKSO (www.kkso.dk), og KKSO er mit liv efterhånden. Der har jeg mange af mine allerste bedsteste venner, og hvis jeg skal til den vildeste fest EVER, venter jeg bare på vores torsdagsprøve.

Jeg har i mange år gået til fægtning, men stoppede for et års tid siden, grundet manglende motivation, der nok startede, da jeg fik knæskader. Smerte er som regel ikke motiverende... Til fægtning lærte jeg rigtig rigtig meget om mig selv, det er en skøn gentemanssport, jeg varmt kan anbefale (start i Trekanten, der er folk AWESOME)

Jeg går i skole i Gladsaxe, og det tager mig en time at komme i skole, men det er tiden værd, undervisningen er fantalastisk og menneskerne der ude er da egentlig også fine nok ;)

Jeg vil blogge en gang om ugen, det bliver nok om tirsdagen, men jeg har det med at glemme den slags... Bare tjek bloggen once in a while, hvis det indtil nu har fanget jeres interesse... Hvis ikke vil jeg anbefale googlespillet Gravity Duck, mange mange timers underholdning...
Det er planen at blogge om ting, der fylder mit liv og mit fjæs, om ting, der muligvis er aktuelle for tiden, om ting, jeg har brug for at give slip på og så videre, men det skal sgu nok blive spasserløjer



Nå, men indtil næste blog må I holde jer muntre, her er en smule musik, i kan gå og hygge jer lidt med indtil nu:
http://www.youtube.com/watch?v=vMMDJGS7Xjs&ob=av2n