Når processen er vigtig for målets betydning

Ak ja, for en gangs skyld vil jeg faktisk skrive herinde en fredag, jaja, den så I nok ikke lige komme...
Nå, jeg synes, min verden er lidt stram for tiden, til gengæld elsker jeg de små lyspunkter i hverdagen... Jeg synes, jeg har enormt svært ved at få skole, musik, lektier og arbejde til at passe sammen for tiden, men så er der lige en, der tager en vagt på arbejdet for mig, ganske rart. Jeg synes, det til tider er lidt for anstrengende at gå i skole, jeg kan faktisk bedre lide timerne end frikvarterene, og jeg har lagt mærke til, at jeg på vej op ad trappen faktisk ikke gider at gå længere... Ikke af dovenskab, men af modvilje, og det er ikke så rart, til gengæld havde vi to lektioner i et vikarhelvede med en virkelig fed lærer, der forstår at sætte mine tanker i gang, og det elsker jeg!
Åh, og så har jeg ikke fået øvet så meget hele sidste uge, som jeg egentlig gerne vil. Men så var der sgu lige lidt jazzjam på Frederiksberg i dag, og jeg har fundet nogle numre, jeg skal spille til min optagelsesprøve på MGK, og jeg har fået fikset min saxofon, så jeg kan mit solonummer i den musical, jeg er blevet hyret til.

Ind i mellem synes jeg, jeg gør en rigtig stor indsats, nogle gange lidt for stor. Det er som om, mit arbejde ikke altid bliver værdsat så meget, som jeg kunne ønske mig. Men når min lærer kommer hen og spørger, om jeg ikke vil fremlægge min projektopgave for nogle andre klasser for at vise, hvordan det skal gøres, bliver jeg tilfreds og føler, at mit arbejde er blevet set. Når jeg kan lægge timers tidfordriv af fotografering og redigering ud på http://prebentime.deviantart.com/ og se en masse fede kommentarer, føler jeg, mit arbejde bliver set.
Ind i mellem er mit liv uoverskueligt, men sådan har alle det vel? Tingene behøver måske ikke at give mening lige nu, måske giver det først mening, når man giver det tid... Ind i mellem ville det dog være rart, hvis tingene bare gav mening nu... Hvis man så faktisk kunne bestemme, hvornår hvad skulle ske, ville det så ikke også blive kedeligt? Hvis man bare kunne have 5000 kr. på kontoen, når det lige passede, hvis tysklektierne lavede sig selv, hvis man bare spillede rigtigt første gang... Alt det der... Så ville jeg i hvert fald kede mig, jeg ville aldrig føle mig fortjent til noget som helst... Forventningens glæde er ofte den største, det siger min far i hvert fald... Men måske er det også bare genialt at opnå noget, man har kæmpet for i lang tid... Man kan jo håbe og blive ved med at kæmpe, det er i hvert fald min plan.

Lidt travlt

Ja, det her er jo så nok mit største undskyld, jeg skriver en tirsdag... Nå, jeg har haft projektuge, så jeg har haft enormt travlt, jeg fremlagde i går, og det gik sgu egentlig meget godt...
Jeg synes, det sker ret ofte, at jeg har travlt, tingene ramler ligesom sammen ind i mellem, ret flabet... Rodet på mit værelse er ved at vokse mig over hovedet... Og så skulle jeg jo spille koncert dagen før min fremlæggelse... Den tid, jeg brugte på koncerten, ville jeg nok gerne lige have brugt på at arbejde i stedet. Så sker det selvfølgelig også, at jeg bliver hyret til at spille med i en musical, hvilket jeg glæder mig enormt meget til, men behøver min saxofon så at blive utæt en uge før første prøve? Og behøver projektugen, hvor jeg virkelig ikke har nået at øve så meget, som jeg gerne ville, ligge så tæt på musical og MGK-optagelse?! Selvfølgelig er der ting, der giver mig fred og ro... F.eks. at tage ud til ham den dejlige, men behøver at at tage på skiferie, så jeg er helt alene i min lille verden i ti fucking dage? Det er da næsten ikke til at holde ud...
Jeg vil dog sige, det har været hårdere: f.eks. har jeg haft en weekendtur med et orkester og koncert med et andet, henholdsvis på Møn og Sankt Annæ, hellere ikke helt heldigt, men det lykkedes at nå det hele... Ligesom jeg nok også skal nå det hele nu...
Min filosofi er, at det hele, uanset hvor hårdt det er, nok skal gå op i en højere enhed på et eller andet tidspunkt, jeg mener... Jeg havde det sjovt på weekendturen, og KKSO spillede pisse godt til den koncert! Min koncert i søndags gik også ret godt, og alle sagde til mig dagen efter, at min fremlæggelse var vildt god...
Nu kan jeg så sidde her og føle mig stresset over en masse ting... At skrive her er min overspringshandling før jeg vil overveje muligvis at gå i gang med en eventuel tyskstil... Til i morgen... Men mon ikke det går?
Og så kommer han jo også hjem igen på søndag, og det glæder den lille Preben sig bestemt til, hvis bare jeg dog kunne forklare, hvor meget jeg glæder mig...

Nå... En ting, der rigtig holder mig oppe, er musik, så her er en afspilningsliste, jeg har lavet på Grooveshark. Den er enormt god, når man lige skal koncentrere sig om den der latterlige projektopgave:
http://grooveshark.com/#!/playlist/Preben+s+Concentration/66320731
Have fun, og læs her igen på fredag, hvor jeg skal prøve at nå et smut forbi her igen :)

Indtil da: Hold jer muntre!

Kontakt

Ja, okay, det blev lige lørdag før jeg skrev... Undskyld, jeg håber, I kan tilgive mig.

Jeg har opdaget, hvor utrolig vigtigt det er at have kontakt. For nogle år siden kunne man have en aftale, og så stod man altså på det hjørne klokken fem. Nu kan vi tillade os at komme forsent, vi skriver bare lige en sms, og så er det okay. Udover det bruger jeg i hvert fald sms til meget mere end det. Jeg har andet end samtaler om lektier, fyre, kærlighed og chokolade. Det er over sms, jeg skriver til min chef, at jeg gerne vil tage den der vagt. Det er over sms, jeg aftaler med Magnus, at vi da lige skal mødes og spille noget jazz... Jeg bruger faktisk min mobil til rigtig mange ting. Men så er der jo internettet, den store fælde... Jeg kan jo ikke sende en sms til søde Semine i Frankrig om, at hun er sød og savnet, det skal fikses over facebook og skype. Igen steder, hvor kontaktfladen er enorm. Dog er der heller ikke noget bedre end at sende et brev til den kære udvekslingsstudent. Det er virkelig noget andet, når jeg sidder og smadrer kragetæer ned på et papir, slikker på kuverten og går ned på posthuset, der er lagt en anden indsats i. Det giver da også en helt anden fornemmelse, når man sidder med en besked i hånden og ikke på en skærm, det giver en anden nærhed, en anden kontakt.
Udover det er min mobil, som dog har det med at slukke og lege "lad os se hvor meget jeg kan drille dig før du dør"-legen, altså også en kontaktflade, der har reddet mit liv op til flere gange.
Hvad gør jeg, når jeg kommer forsent til bussen, og de andre ikke må tage afsted uden mig? Hvad gør jeg, når jeg ikke kan huske lektierne? Hvad gør jeg, når jeg ikke ved, hvilken vej jeg skal tage hjem til Freja? Hvad gør jeg, når jeg har glemt min hue i bussen, men Nanna måske ikke er stået af endnu og kan tage den med til mig? Hvad gør jeg, når jeg absolut må fortælle ham den søde, at han er sød?

Jeg sender en sms eller ringer!!! Min mobil er jo fantastisk... Tænk engang over, hvor mange gange vi var faret vild, havde glemt en hue, ikke havde lavet lektier eller havde glemt, at vi skulle mødes klokken 11 og ikke klokken 12? Tænk på, hvor mange gange jeg skulle vente med at snakke med ham, fordi vi kun kunne ses og ikke kunne chatte og sms'e? Så var alting jo gået langsommere... Det er næsten ikke til at holde ud, også selv om jeg nødig vil lyde som mobilafhængig... Men det er nu en gang blevet så integreret en del af mine venskaber, det er sådan, jeg gør. Jeg tænker da stadig på, at der er folk, der ikke har råd til vand, jeg sender stadig penge til Røde Kors, men fattige og sultne børn og voksne får det vel ikke bedre af, at jeg går og kommer forsent? Man kan vel sagtens sende penge til mad OG brokke sig over at glemme huen i bussen?

Fascination

Først og fremmest godt nytår, jeg håber, alle kom lige så dejligt ind i det nye år som jeg. Jeg holdt selv en nytårsfest med en masse dejlige mennesker, og hvor er det dog dejligt, når ens venner gider at rydde op dagen efter. Hvor er det dog også dejligt, når nogen er klar til at springe på cyklen, køre 6 km nytårsaften for at komme og sige godt nytår til en, så føler man sig virkelig værdsat. Hvor er det dog dejligt, når man dagen efter lige kigger på dørkammen og finder en hilsen fra en, der med den håndskrift vist næsten kun kan være Nanna?

Det gik op for mig, at blandt de mange mennesker, jeg har mødt i år, er jeg blevet fascineret af rigtig mange. Jeg har set ting, der har fascineret mig. Jeg har endda selv gjort ting, som jeg blev overrasket over, jeg kunne.

Af musik f.eks. har jeg fået en masse plader med de dejlige Brecker Brothers, som fascinerer mig utroligt meget, tænk at kunne spille så fed musik, og tænk at kunne arbejde så godt sammen med sin bror. Jeg ville aldrig kunne have et professionelt forhold til min familie på den måde.

Af mennesker, der fascinerer mig, er der rigtig mange. Om det så er fordi, jeg nemt bliver fascineret, eller fordi jeg omgås en masse fabelagtige mennesker, er ikke til at sige. Jeg vil nu håbe på det sidste.

Søren f.eks. er et af de mennesker, der fascinerer mig allermest. Jeg har aldrig mødt nogen, der kan leve sig så meget ind i noget, han er utrolig karismatisk. Nogen fra min klasse filmede mig på et tidspunkt, da jeg hørte noget helt fantastisk musik, jeg sidder nemlig og "dirigerer" musikken imens. Da jeg så filmen, lagde jeg mærke til, hvor meget jeg ligner Søren på det punkt. Hold da op, jeg havde aldrig troet, at jeg kunne se sådan ud, men det kan jeg altså åbenbart! Søren er også bare den type, der er pisse klog, men får det til at se nemt ud. Han er også sådan lidt mystisk i det, for man kan aldrig komme helt ind på livet af ham, hvilket også bare gør det så meget mere fantastisk at snakke med ham.

Af ting jeg selv har gjort i år, vil jeg nok særligt huske tilbage på KKSO's tur til Prag, hvor jeg formåede ikke at dø på trods af måske lidt for meget alkohol og alt for lidt søvn. Jeg husker tilbage på det, fordi det var så skide skægt, men det, der egentlig forbavsede mig mest var, at jeg følte mig helt ensom bagefter. Det er jo ekstremt fascinerende, at en gruppe mennesker kan betyde så meget for en.

Jeg bliver mere og mere opmærksom på, hvor dejligt et liv jeg har, når jeg skal sætte ord på min glæde og fascination. Ja okay, så når jeg ikke lige at lave de lektier, så bliver jeg syg, så glemmer jeg mine noder... Men alt i alt er der jo så mange dejlige ting i mit liv, og jeg håber, jeg er med til at gøre andres liv mindst lige så fantastisk