Når processen er vigtig for målets betydning

Ak ja, for en gangs skyld vil jeg faktisk skrive herinde en fredag, jaja, den så I nok ikke lige komme...
Nå, jeg synes, min verden er lidt stram for tiden, til gengæld elsker jeg de små lyspunkter i hverdagen... Jeg synes, jeg har enormt svært ved at få skole, musik, lektier og arbejde til at passe sammen for tiden, men så er der lige en, der tager en vagt på arbejdet for mig, ganske rart. Jeg synes, det til tider er lidt for anstrengende at gå i skole, jeg kan faktisk bedre lide timerne end frikvarterene, og jeg har lagt mærke til, at jeg på vej op ad trappen faktisk ikke gider at gå længere... Ikke af dovenskab, men af modvilje, og det er ikke så rart, til gengæld havde vi to lektioner i et vikarhelvede med en virkelig fed lærer, der forstår at sætte mine tanker i gang, og det elsker jeg!
Åh, og så har jeg ikke fået øvet så meget hele sidste uge, som jeg egentlig gerne vil. Men så var der sgu lige lidt jazzjam på Frederiksberg i dag, og jeg har fundet nogle numre, jeg skal spille til min optagelsesprøve på MGK, og jeg har fået fikset min saxofon, så jeg kan mit solonummer i den musical, jeg er blevet hyret til.

Ind i mellem synes jeg, jeg gør en rigtig stor indsats, nogle gange lidt for stor. Det er som om, mit arbejde ikke altid bliver værdsat så meget, som jeg kunne ønske mig. Men når min lærer kommer hen og spørger, om jeg ikke vil fremlægge min projektopgave for nogle andre klasser for at vise, hvordan det skal gøres, bliver jeg tilfreds og føler, at mit arbejde er blevet set. Når jeg kan lægge timers tidfordriv af fotografering og redigering ud på http://prebentime.deviantart.com/ og se en masse fede kommentarer, føler jeg, mit arbejde bliver set.
Ind i mellem er mit liv uoverskueligt, men sådan har alle det vel? Tingene behøver måske ikke at give mening lige nu, måske giver det først mening, når man giver det tid... Ind i mellem ville det dog være rart, hvis tingene bare gav mening nu... Hvis man så faktisk kunne bestemme, hvornår hvad skulle ske, ville det så ikke også blive kedeligt? Hvis man bare kunne have 5000 kr. på kontoen, når det lige passede, hvis tysklektierne lavede sig selv, hvis man bare spillede rigtigt første gang... Alt det der... Så ville jeg i hvert fald kede mig, jeg ville aldrig føle mig fortjent til noget som helst... Forventningens glæde er ofte den største, det siger min far i hvert fald... Men måske er det også bare genialt at opnå noget, man har kæmpet for i lang tid... Man kan jo håbe og blive ved med at kæmpe, det er i hvert fald min plan.