Kontakt

Ja, okay, det blev lige lørdag før jeg skrev... Undskyld, jeg håber, I kan tilgive mig.

Jeg har opdaget, hvor utrolig vigtigt det er at have kontakt. For nogle år siden kunne man have en aftale, og så stod man altså på det hjørne klokken fem. Nu kan vi tillade os at komme forsent, vi skriver bare lige en sms, og så er det okay. Udover det bruger jeg i hvert fald sms til meget mere end det. Jeg har andet end samtaler om lektier, fyre, kærlighed og chokolade. Det er over sms, jeg skriver til min chef, at jeg gerne vil tage den der vagt. Det er over sms, jeg aftaler med Magnus, at vi da lige skal mødes og spille noget jazz... Jeg bruger faktisk min mobil til rigtig mange ting. Men så er der jo internettet, den store fælde... Jeg kan jo ikke sende en sms til søde Semine i Frankrig om, at hun er sød og savnet, det skal fikses over facebook og skype. Igen steder, hvor kontaktfladen er enorm. Dog er der heller ikke noget bedre end at sende et brev til den kære udvekslingsstudent. Det er virkelig noget andet, når jeg sidder og smadrer kragetæer ned på et papir, slikker på kuverten og går ned på posthuset, der er lagt en anden indsats i. Det giver da også en helt anden fornemmelse, når man sidder med en besked i hånden og ikke på en skærm, det giver en anden nærhed, en anden kontakt.
Udover det er min mobil, som dog har det med at slukke og lege "lad os se hvor meget jeg kan drille dig før du dør"-legen, altså også en kontaktflade, der har reddet mit liv op til flere gange.
Hvad gør jeg, når jeg kommer forsent til bussen, og de andre ikke må tage afsted uden mig? Hvad gør jeg, når jeg ikke kan huske lektierne? Hvad gør jeg, når jeg ikke ved, hvilken vej jeg skal tage hjem til Freja? Hvad gør jeg, når jeg har glemt min hue i bussen, men Nanna måske ikke er stået af endnu og kan tage den med til mig? Hvad gør jeg, når jeg absolut må fortælle ham den søde, at han er sød?

Jeg sender en sms eller ringer!!! Min mobil er jo fantastisk... Tænk engang over, hvor mange gange vi var faret vild, havde glemt en hue, ikke havde lavet lektier eller havde glemt, at vi skulle mødes klokken 11 og ikke klokken 12? Tænk på, hvor mange gange jeg skulle vente med at snakke med ham, fordi vi kun kunne ses og ikke kunne chatte og sms'e? Så var alting jo gået langsommere... Det er næsten ikke til at holde ud, også selv om jeg nødig vil lyde som mobilafhængig... Men det er nu en gang blevet så integreret en del af mine venskaber, det er sådan, jeg gør. Jeg tænker da stadig på, at der er folk, der ikke har råd til vand, jeg sender stadig penge til Røde Kors, men fattige og sultne børn og voksne får det vel ikke bedre af, at jeg går og kommer forsent? Man kan vel sagtens sende penge til mad OG brokke sig over at glemme huen i bussen?