Jamen så skete det sgu... De ringede fra dyrehospitalet i dag og meddelte, at vores søde kat, Soya, havde fået fedtlever, så hun kunne kun reddes ved en behandling, der ville vare lang tid, og behandlingen ville nok være smertefuld for det stakkels kræ, og vi sagde derfor nej til en blodprøve, der ville sige, hvordan hendes nyrer havde det... Vi var ude for at sige pænt farvel til hende, og hun havde det bestem ikke godt, men hendes spirit var virkelig klar, hun lå og spandt og ville gerne gå rundt på vores ben, men det kunne hun ikke... Til sidst kom lægen ind og gav hende sprøjten...
Jeg synes, vi traf det rigtige valg. Jeg synes faktisk, det er utroligt egoistisk at lade sin kat eller hund gennmgå en lang og smertefuld behandling... Så holder man sit kæledyr i live stort set kun på grund af sit eget behov for at have dyr... Mon folk, der gør den slags, glemmer måske, at dyr også har (fysiske) følelser, og hvis man er så ivrig efter at have et kæledyr, bør man da egentlig også kunne se, hvornår noget er bedst for hvem...
Desuden var det nok til alles bedste: Soya slipper for en masse smerte, vi får lov til at beholde den lille Vespa, og vi har fået en afklaring mht. Soya, nu ved vi, at hun ikke bare strejfer omkring et eller andet sted, den uvidenhed er ikke helt til at holde ud, men nu er historien rigtigt afsluttet...
Nu piver den lille Vespa, så jeg tror, jeg vil jeg slutte af her og begynde at lege lidt med den lille, indtil næste gang: God vind :D
Ingen kommentarer:
Send en kommentar