Når jeg ind i mellem keder mig, kryber jeg ind i min egen lille verden. Min verden kan bestå af, at jeg sidder og skriver, som jeg gør det nu. Det gør jeg, fordi jeg sidder i min klasse, hvor folk enten sidder og spiller drøbeltennis, spiller kort, sover eller hører popmusik. Ingen af delene fanger mig synderligt, faktisk ville jeg helst slippe for alle tingene, men man kan jo ikke bede alle i en hel klasse om at ændre sin måde at agere på i frikvarterene, bare fordi det ikke falder i min smag. Jeg kryber ofte ind i min egen verden, hvis jeg keder mig, hvis jeg har meget på hjerte, eller hvis jeg er træt. Lige nu passer alle tre ting. Jeg har det vildeste søvnunderskud efter en weekendtur med KKSO, derefter er næsten alle aftener bare blevet sene af den ene eller den anden årsag. Nu sidder jeg så og er træt, hører KKSO, der spiller Løvernes Konge. Jeg hører det ikke, fordi det er perfekt, men fordi jeg kan huske, hvilke blikke jeg udvekslede med hvem under koncerten. Jeg savner altid KKSO, når jeg ikke er sammen med nogen fra orkestret. Det er måske bare fordi, der er en fantastisk ånd i den forsamling. Der er ikke én eneste fra KKSO, jeg ikke ville sidde og snakke med i timer i træk.
I min verden kan alt lade sig gøre: jeg forbereder mig på livets store samtaler, eventuelle ting, jeg vil snakke med folk om. Jeg forbereder mig på hverdagen, når jeg kryber ind i mig selv. Jeg kan sidde i flere timer og kigge ud i luften, kun underholdt af mine egne tanker. Jeg kan sidde og huske tilbage på ting, jeg gerne ville gøre om, ting, jeg skammer mig over, ting, der gjorde mig til den, jeg er, ting, der har fået mig til at tænke. Jeg føler mig aldrig ensom, som det ellers kan lyde, når man sådan kryber ind i sin egen verden. Jeg gør det som et valg. Jeg kunne i princippet godt sidde og snakke med nogen lige nu, men jeg får ikke lige så meget mentalt modspil, som jeg gør ved at sidde her og reflektere over mine egne handlinger og tanker. Det er måske derfor, der er så få mennesker, jeg har lyst til at snakke med hele tiden. Der er ikke så mange, jeg virkelig ville have noget imod at snakke med, men ind i mellem tænker jeg f.eks. ”jeg gad egentlig godt at snakke med Semine lige nu”, og det er fordi hun er en af de personer, der får mig til at tænke over ting, jeg ikke ville have tænkt over alene. Der er nogle mennesker, der giver mig det her modspil, jeg virkelig nyder. Måske er det også grunden til, at jeg ikke hader at snakke med nogen, med mindre de er reelt ondsindede. Jeg synes, alt er en udfordring. Hvis folk siger noget latterligt eller noget, jeg er uenig i, får det mig til at tænke. Livet er en udfordring, samtaler er små udfordringer, med mindre det bare handler om, hvem der lige har et tyggegummi, eller hvem der har kysset hvem.
I min verden kan alt lade sig gøre: jeg forbereder mig på livets store samtaler, eventuelle ting, jeg vil snakke med folk om. Jeg forbereder mig på hverdagen, når jeg kryber ind i mig selv. Jeg kan sidde i flere timer og kigge ud i luften, kun underholdt af mine egne tanker. Jeg kan sidde og huske tilbage på ting, jeg gerne ville gøre om, ting, jeg skammer mig over, ting, der gjorde mig til den, jeg er, ting, der har fået mig til at tænke. Jeg føler mig aldrig ensom, som det ellers kan lyde, når man sådan kryber ind i sin egen verden. Jeg gør det som et valg. Jeg kunne i princippet godt sidde og snakke med nogen lige nu, men jeg får ikke lige så meget mentalt modspil, som jeg gør ved at sidde her og reflektere over mine egne handlinger og tanker. Det er måske derfor, der er så få mennesker, jeg har lyst til at snakke med hele tiden. Der er ikke så mange, jeg virkelig ville have noget imod at snakke med, men ind i mellem tænker jeg f.eks. ”jeg gad egentlig godt at snakke med Semine lige nu”, og det er fordi hun er en af de personer, der får mig til at tænke over ting, jeg ikke ville have tænkt over alene. Der er nogle mennesker, der giver mig det her modspil, jeg virkelig nyder. Måske er det også grunden til, at jeg ikke hader at snakke med nogen, med mindre de er reelt ondsindede. Jeg synes, alt er en udfordring. Hvis folk siger noget latterligt eller noget, jeg er uenig i, får det mig til at tænke. Livet er en udfordring, samtaler er små udfordringer, med mindre det bare handler om, hvem der lige har et tyggegummi, eller hvem der har kysset hvem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar