Nervøsitet

Det er underligt, det der med at blive nervøs. Jeg burde virkelig ikke blive nervøs, jeg har virkelig meget selvtillid, jeg har som regel godt styr på mine ting, hvis jeg skal fremlægge i skolen eller spille til en koncert. Uanset hvor godt forberedt jeg er, bliver jeg meget nervøs, så snart jeg står på en scene eller oppe foran tavlen. Jeg skulle for lang tid siden efter hånden spille til min egen optagelsesprøve på MGK, og der var jeg selvfølgelig nervøs, fordi det var vigtigt for min fremtid, men jeg stod ikke og rystede og blev usikker. Jeg var godt forberedt, jeg kunne alle mine noder udenad, men havde dem naturligvis med alligevel. Jeg var mentalt forberedt. Jeg var nok i virkeligheden nærmere spændt end jeg var nervøs. Anyways, i går skulle jeg så spille en solokoncert, og der var ikke mange mennesker, der var måske 70-80 stykker, og de fleste af dem var forældre til nogle af de små børn, der skulle spille efter mig. Det var lidt lettende, fordi de ikke nødvendigvis havde ørene til at finde mine fejl. Mine forældre var der og de kan godt høre mine fejl, især min far kan, men han vil altid komme op til mig og sige ærligt, hvad han syntes. Han sagde efter koncerten, at man godt kunne høre på mit ”naturvibrato”, at jeg var nervøs. Når jeg bliver nervøs, ryster jeg, jeg får svedige og kolde håndflader, hvilket ikke er synderligt praktisk, når man spiller saxofon. Derudover gik det godt, sagde han. Min søde kæreste var der også og optog det hele. Han sagde, det lød godt. Min gode ven Rasmus var der også, og han sagde også, det lød godt. Min dirigent, som ellers ikke smider om sig med komplimenter, sagde, at det var godt. Min lærer sagde, det lød godt. Alt i alt lyder det jo egentlig som om, jeg var enormt godt forberedt, jeg kunne jo mine ting. Alligevel var jeg meget nervøs. Hvis jeg skal fremlægge i min klasse, og jeg kan det hele virkelig godt, og jeg ved, de andre ikke kan deres, bliver jeg alligevel nervøs.

Det har ikke altid været sådan, og når jeg tænker tilbage, tror jeg faktisk, det med nervøsiteten startede i 7. klasse, hvor vi blev delt op på nogle engelskhold. Det betød, at min klassekammerat og jeg pludselig sad blandt en masse rigtig dygtige 9. klassere, som enten var åndsvagt lærenemme eller havde engelsk som 1. eller 2. modersmål. At sidde der, to år yngre og to meter mindre end alle andre, var i forvejen ikke nemt, og da nogle af ”de store” så begyndte at gøre grin med os, når vi lavede fejl, blev både hun og jeg nervøse, hver gang vi skulle fremlægge. De kunne faktisk finde på at grine af en, hvis man lavede en fejl. Den slags styrker jo ikke ligefrem selvtilliden, og jeg ved ikke, om det faktisk er det, der har fulgt mig siden da. Jeg er så småt nået dertil, hvor jeg ikke er nervøs ved alle fremlæggelser eller koncerter. Men ind i mellem bliver jeg meget nervøs, så nervøs, at det grænser op til frygt. Det afgøres ikke af, hvem publikum er, eller hvor forberedt jeg er. Det kommer bare. Jeg håber virkelig ikke, de samme farlige fyre har nået at ødelægge to års fremlæggelser for andre.
Når jeg så har spillet den her koncert, hjælper det helt klart på min selvtillid, at jeg får ros. Men gælder det ikke for alle?