Livets puslespil

Ja, nu er mit indlæg her så. Jeg har haft rigtig meget stress på de sidste par dage, jeg var nemlig til optagelsesprøve til MGK i går. Jeg har ikke tænkt mig at sige mere om det, end at det er ligesom Team Danmark med musik, hvis I vil vide mere, må I google det (det står for musikalsk grundkursus)

Anyways, det betød, at jeg skulle stå foran fem mennesker, der ved meget mere om musik, end jeg gør. Så skulle jeg ellers udsættes for diverse prøver på mit instrument. Det gik faktisk ganske udemærket, hvis jeg selv skal sige det, men jeg kan jo altid sætte en finger på noget. Nå, nok om det, jeg blev i hvert fald erklæret "særdeles egnet" eller jeg fik et 10-tal for min præstation. Nu venter jeg så hver dag på posten, selv om jeg godt ved, at min endelige besked, som siger, om jeg er kommet ind eller ej, først kommer om en uge. Jeg er smadder spændt, jeg håber virkelig, jeg kommer ind. Men jeg forbereder mig også på, at jeg muligvis ikke kommer ind. Folk omkring mig siger, at jeg nok skal komme ind, så jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg ikke selv tror på det. Jeg var virkelig nervøs før prøven, men min kære pianist og gudfar, som ikke lige sådan ryster ros af sig, sagde, at jeg nok skulle klare mig godt. Og han fik jo egentlig ret, den kære mand, der trådte til med få dages varsel. Måske vil jeg bare ikke skrue for højt op for forventningerne. Det er noget underligt noget med forventninger, for man siger jo ofte, at forventningens glæde er den største. Nogle gange er det jo rigtigt, men andre gange lykkes det mig at skrue så langt ned for forventningerne, at jeg bliver endnu mere overrasket, når det går godt. Det er vel egentlig en meget smart løsning, for jeg undgår eventuelt at bryde helt sammen, og jeg bliver mere glad, hvis det går godt. Så kan man sige igen, at selvtilliden måske ikke har så godt af det. Det er dog ikke noget, jeg lider skade af, jeg vil gå så langt som til at sige, min selvtillid er ganske frisk, til tider for meget endda! Men for andre, kan det måske være en dårlig taktik at vælge.
Derudover har det altså den fordel, at alle omkring mig har sagt til mig, at jeg er rigtig dygtig, og det er selvfølgelig virkelig virkelig fedt at høre. Det betyder mere, når det kommer fra nogle end fra andre. Hvis en af mine venner, som ikke ved noget om musik på den måde, siger, at jeg er god og nok skal blive verdensmester, kan jeg da godt sige pænt tak og værdsætte komplimentet, men igen betyder det ikke nær så meget for mig, som når en professionel musiker, som er lidt nærig med de positive kommentarer, siger, at jeg er dygtig. Eller når saxofoncensor løber efter mig på gangen efter prøven for lige at sige, at hun personligt godt kan lide min klang og min måde at frasere på. Alle mener det vel lige meget, når de siger den slags, men folk har forskellige krav til musik, så at leve op til Jeanette Ballands krav er lidt noget andet end at leve op til søde Teresas krav.
Åh, men hvad er bedre end at komme ud fra optagelsesprøven med en god karakter, en god kommentar og en god oplevelse og så se, at der står en KKSO'er med kage til en? Hvad er bedre, end at ens far står og snakker med en kollega og peger stolt hen på mig og siger "det er min datter, hun har lige fået 10 til MGK"? Hvad er bedre, end når folk, uanset viden, krav og erfaring, siger tillykke til en? Hvad er bedre end de små lykkelige øjeblikke, man til sidst skal lægge livets puslespil med? Hvad er bedre end venner?
Jeg kiggede igennem mine billeder og fandt et billede, et øjeblik fanget mere eller mindre heldigt, en af de brikker, jeg vil lægge i mit livs puslespil.