Musical

Ak ja, så blev det mandag... Ferien er slut, og hverdagen begynder så småt at overvælde mig igen.
Dog må jeg sige, at min vinterferie har været den bedste nogensinde! Jeg har spillet til en musical, som hed Sara og Max. Det var en enormt fed oplevelse at være med til sådan noget. Det kræver noget helt andet end at sidde i et stort orkester. Her kunne jeg ikke gemme mig, solobesat som det jo var. Så skal man kunne sine noder. Bortset fra det havde jeg også mit store gennembrud som solist. Gennembrud er måske så meget sagt, men jeg endte i hvert fald med at få at vide et par dage før det første show, at jeg godt måtte spille det her solonummer udenad... På scenen... Med separat spotlight, ja tak... Jeg kan godt lide at have en solo, det er bestemt ikke det. At lære den udenad var heller ikke et problem overhovedet. Men at stå på en scene, ikke at have en sidemakker, det er ikke lige min kop te. Jeg plejer at begynde at svede og ryste, hvilket egentlig er underligt, fordi jeg som regel er velforberedt... Og så har jeg ellers ikke problemer med at være i centrum! Hvis jeg havde det, ville jeg ikke lave en blog. Hokus Pokus Preben i fokus, men det gik egentlig okay. Jeg har memoreret en masse navne og ansigter, og jeg håber, min solo og min medvirken overordnet kan hjælpe mig med at få nogle gigs længere fremme i tiden. Man networker en masse til den slags arrangementer, så det gælder om at opføre sig ordenligt, så folk har lyst ti at hyre en en anden gang, og pludselig er man blevet et dejligt menneske. Jeg gør i hvert fald mit bedste ;) Det var også enormt fedt at høre jazz og boogie i de små pauser, vi havde ind i mellem.

Til denne fabelagtige musical er det gået op for mig, at jeg virker en del ældre end jeg egentlig er. Jeg snakkede lidt med nogle af de andre dejlige musikere, og de fleste troede, jeg var 18-19 år, måske 17. Det synes jeg egentlig er meget sjovt. Men måske også meget praktisk? Jeg har en lille lommehypotese, der går ud på, at man har det med at tale en anelse ned til folk, hvis man lige er de der fem-seks år ældre end en selv. Jeg vil da sige, at mange voksne på de der 40-50 år taler til mig, som om jeg er dum, bare fordi jeg ikke har set murens fald. Det er faktisk lidt flabet gjort, synes jeg. Men man ved jo aldrig, hvordan man skal tale til folk, man ikke kender i forvejen. Hvis man taler for avanceret og bruger ord, andre ikke forstår, bliver man set som arrogant. Hvis man taler ned til folk og undlader alle de smarte fraser, bliver man også set som arrogant. Det er egentlig fjollet, at der skal så lidt til at virke arrogant. Det er i hvert fald ærgeligt, for man kan næsten ikke starte en samtale med nogen uden at virke arrogant. Man kan jo være heldig at ramme det helt rigtige niveau. Men hvordan gør man dog det? Man har jo kun alderen at gætte ud fra, hvis man ikke kender vedkommende i forvejen. Og så er jeg egentlig meget glad for at se 3-4 år ældre ud, end jeg egentlig er, for så bliver der talt til mig som om jeg faktisk er på den alder. Ellers skal man måske bare sørge for, at man, når man møder en ny person, lader vedkommende tale selv først. Så hører man deres ordvalg og måske lidt om, hvilken uddannelse de piskes igennem og så videre. Så virker man interesseret i folk, når man sonderer terrænet. Derefter kan man tale med dem på deres niveau uden at virker arrogant på baggrund af det niveau, man taler på! Det vil være min plan fremover.

Nå, men en lille hyldest til Dan Turell, der har underholdt mig en del gange under denne times transport, der er hver vej til Køge Musicallen:

http://www.youtube.com/watch?v=ZmJtvQ8UQt0

Udover det har jeg fundet en fisk, som hang over min seng, da jeg var helt lille, så dette papirdyr har også været ganske god undeerholdning og fortjener klart en plads på bloggen.

Hold jer muntre!