Slå mig dog!

Nå, jeg må vist hellere opgive det der med at skrive hver fredag.
Well, jeg har lige læst resten af dette indlæg igennem, og disse sætninger er faktisk det sidste, jeg skriver, så jeg vil bare lige på forhånd sige undskyld (men læs endelig videre)

Forleden fandt jeg et hæfte. Det er et kladdehæfte magen til dem, jeg brugte til noter fra 4.-7. klasse. Det er grønt, men dem med et æble på. Bare grønt og så lyserødt i den ene side. Det var lige så slidt som mange andre af mine gamle hæfter, men da jeg åbnede det, så jeg noget, jeg ikke ser i alle mine hæfter. Det var faktisk næsten det samme som det, jeg bruger min "bibel" til. Der var tankespind i.
Hæftet er fire år gammelt, og det er sjovt at læse mine tanker igen. Der står nogle sjove ting, og jeg tror ikke, jeg kunne tage mig selv så seriøst den gang. Jeg må blankt indrømme, at jeg stadig ofte har svært ved at tage mig selv seriøst, men jeg er klart blevet bedre til det i løbet af de sidste par år.
Jeg kan stadig ikke sidde og snakke stille og roligt om noget virkelig dybtfølt, alvorligt og vigtigt i længere tid uden at skulle fyre en eller anden sjov bemærkning af på et tidspunkt. Men jeg gør det kun, hvis det handler om mig selv. Hvis andre kommer til mig med et problem, de har brug for at snakke om, kan jeg sagtens holde fokus. Eller hvis jeg er sur og har brug for at brokke mig over noget, er det heller ikke et problem at holde humoren på afstand. Men så snart jeg selv har brug for at snakke med andre om... Tja, et af de store emner: young love f.eks., skal jeg altid lige sige noget sjovt ind i mellem. Jeg gjorde det f.eks. lige der, hvilket den opmærksomme læser måske lagde mærke til. "young love"; jeg kunne jo bare have skrevet "kærlighed", selvom jeg hader det ord på dansk, det er blevet så kliché, så hjerte-smerte-svigt-digt-agtigt. Lige nu, i disse sætninger, holder jeg det faktisk på afstand. Måske fordi jeg ved, hvad jeg vil skrive om lidt.
Jeg vil skrive, at jeg faktisk har en ret god teori om, hvad der får mig til det. Jeg tror, det er en forsvarsmekanisme, der sørger for, at ingen kommer helt tæt på mig. Ingen får lov til at se mig som den, jeg ikke plejer at være, i alt for lang tid. Jeg er vant til at være den sjove. Jeg ville ikke sige "skulle være den sjove", for der er jo ingen, der tvinger mig. Med mindre jeg faktisk selv tvinger mig til at være "den sjove". Jeg ved jo på den anden side heller ikke, om jeg reelt er den sjove, eller om folk bare griner af medlidenhed, når jeg siger noget dumt, mens de tænker "åh gud, gad vide, hvad der er galt med hende". Nu gjorde jeg det igen: humor. som sagt tror jeg, det er en forsvarsmekanisme. De mennesker, der kan prale af at kende mig ud og ind, som den sjove, som den eftertænksomme, som den hurtige, som den snu og sleske, som den gennemtænkte, som den kreative, som den taktiske, kan tælles på en hånd. Derfor sørger jeg måske for, at ingen kender mig 100%. Hvorfor jeg gør dét, har jeg kun usikre gæt på. Muligvis er jeg bange for, at dem, der kender mig 100%, kan vende deres viden imod mig. Muligvis er jeg bange for, at de ikke bryder sig om det, de ved. Muligvis er jeg bange for, at de kan bliver "færdige" med mig, løbe tør for ting, de vil vide. Måske er jeg bange for at blive væk, selvom jeg næppe bliver det, så højtråbende og opmærksomhedsskabende som jeg er. Hvis et af mine gæt er rigtigt, er det ikke erfaringer, men paranoia. Hvorfor jeg muligvis er bange for alt det, ved jeg ikke. Det er i hvert fald ikke noget, min logik kan overgå: jeg har jo ikke engang kunnet skrive et blogindlæg om det her uden at skulle proppe lidt humor ind.
Det kan jo også godt være, det bare et tilfældigt.
Jeg håber i hvert fald ikke, det generer nogen, når jeg skal komme med en vittig bemærkning for at holde det hele på afstand. Hvis det gør, har jeg et håb om, at nogen vil sige noget til mig. Jeg savner generelt, at folk siger til mig, at jeg er for meget, for højtråbende, for egocentrisk, for arrogant. Det synes jeg i hvert fald selv, jeg er til tider. Det kan umuligt kun være mig, der synes det. Og hvorfor har jeg så ikke fået noget at vide? Irriterer det ikke folk? Er folk bange for at sige noget til mig? Og i så fald: hvorfor? Synes folk virkelig, jeg er det perfekte sjove, eftertænksomme, hurtige, snu og sleske, gennemtænkte, kreative, taktiske menneske? Næppe. Lad mig dog få nogle slag for helvede.