Der findes øjeblikke, hvor man har brug for at kunne snakke dybt seriøst med sine venner, øjeblikke, hvor de har brug for at læsse lort af. Men nogle af de øjeblikke er de sekunder, hvor man glemmer alt omkring sig og bare har det pisse skægt.
Denne gang bliver "venner" slået sammen med den ugentlige dosis af fredagsbilleder. Denne gang må jeg indrømme, at jeg ikke selv har taget billedet, credits: JohanHvad har man dog venner til?
Svaret er: gøgl. Jeg gøgler, hele tiden. Her er et dybt seriøst billede fra en dejlig tur til dejlige Prag i denne dejlige sommerferie med det dejlige orkester KKSO (jeg tror, jeg har nævnt det før...)
Jeg elsker at kunne gøgle med mine venner. Jeg elsker at sidde på en mælkekasse og løbe ud til vejen og give highfives til alle, der cykler forbi. Jeg elsker at kunne sidde efter en dejlig torsdagsprøve og gøgle med folk, selv om det ind i mellem ender med, at man skal højt op og hente en sko... Jeg elsker de øjeblikke, hvor man kan glemme alt omkring sig.
Venner er til for at bakke op om en, når man står og er overdrevet glad. I går oplevede jeg noget helt og aldeles fantastisk. Jeg har i et år kæmpet alt, hvad jeg kunne for at få lov til at spille 1. altsaxofon i KKSO. Jeg har haft styr på mine noder, aflyst alt for at komme til koncerterne og været assistent i alt, jeg blev bedt om. I går skete det så endelig: min dirigent kom hen og sagde, at jeg efter vores julekoncert i morgen (KOM OG SE OS) ville blive rykket op. Endelig!!! Jeg er overdrevet glad, jeg fladt i søvn med et smil på læben, det betyder virkelig meget for mig. Men en ting betyder endnu mere for mig: at jeg kan komme løbende hen, hoppe op og ned foran Rasmus og sige, at jeg bliver rykket op. og Rasmus hopper med! Lovely, ens venners anerkendelse er vigtigere end dirigentens, når det kommer til stykket.
http://www.youtube.com/watch?v=zB2gPZRsz0Q
love herfra, god vind
Ingen kommentarer:
Send en kommentar